|
Langt ude i havet er vandet
så blåt, som bladene på den dejligste kornblomst og så klart,
som det reneste glas, men det er meget dybt, dybere end noget ankertov når, mange
kirketårne måtte stilles ovenpå hinanden, for at række
fra bunden op over vandet. Dernede bor havfolkene.Nu må man slet ikke
tro, at der kun er den nøgne hvide sandbund; nej,
der vokser de forunderligste træer og planter, som er så smidige i stilk
og blade, at de ved den mindste bevægelse af vandet rør sig, ligesom de
var levende. Alle fiskene, små og store, smutter imellem grenene,
ligesom heroppe fuglene i luften. På det allerdybeste sted ligger havkongens
slot, murene er af koraller og de lange spidse vinduer af det
allerklareste rav, men taget er muslingeskaller, der åbner og lukker sig,
eftersom vandet går; det ser dejligt ud; thi i hver ligger strålende perler, een eneste
ville være stor
stads i en dronnings krone.
Havkongen dernede havde i mange år været enkemand, men hans gamle moder
holdt hus for ham, hun var en klog kone, men stolt af sin adel, derfor
gik hun med tolv østers på halen, de andre fornemme måtte kun bære seks.
Ellers fortjente hun megen ros, især fordi hun holdt så meget af
de små havprinsesser, hendes sønnedøtre. De var 6 dejlige børn, men
den yngste var den smukkeste af dem allesammen, hendes hud var så klar og
skær som et rosenblad, hendes øjne så blå, som den dybeste sø, men
ligesom alle de andre havde hun ingen fødder, kroppen endte i en fiskehale.
Hele den lange fag kunne de lege nede i slottet, i de store sale, hvor
levende blomster voksede ud af væggene. De store rav-vinduer blev lukket
op, og så svømmede fiskene ind til dem, ligesom hos os svalerne flyver
ind, når vi lukker op, men fiskene svømmede lige hen til de små prinsesser, spiste af deres
hånd og lod sig klappe.
Udenfor slottet var en stor have med ildrøde og mørkeblå træer, frugterne strålede som
guld, og blomsterne som en brændende ild, i det
de altid bevægede stilk og blade. Jorden selv var det fineste sand, men
blåt, som svovl-lue. Over det hele dernede lå et forunderligt blåt skær, man
skulle snarere tro, at man stod højt oppe i luften og kun så himmel over og under sig, end at man var på
havets bund. I blikstille kunne man øjne solen, den syntes en purpur-blomst, fra hvis
bæger det hele lys udstrømmede.
Hver af de små prinsesser havde sin lille plet i haven, hvor hun kunne grave og plante, som hun selv
ville; een gav sin blomsterplet skikkelse af
en hvalfisk, en anden syntes bedre om, at hendes lignede en lille havfrue,
men den yngste gjorde sin ganske rund ligesom solen, og havde kun blomster, der skinnede
rødt som den. Hun var et underligt barn, stille og
eftertænksom, og når de andre søstre pyntede op med de forunderligste ting de havde fået fra strandede
skibe, ville hun kun, foruden de
rosenrøde blomster, som lignede solen der højt oppe, have en smuk marmorstøtte, en
dejlig dreng var det, hugget ud af den hvide, klare sten og ved stranding kommet ned på
havbunden. Hun plantede ved støtten
en rosenrød grædepil, den voksede herligt, og hang med sine friske grene
udover den, ned mod den blå sandbund, hvor skyggen viste sig violet og
var i bevægelse, ligesom grenene; det så ud, som om top og rødder
legede at kysse hinanden.
Ingen glæde var hende større, end at høre om menneskeverdenen
derovenfor; den gamle bedstemoder måtte fortælle alt det hun vidste om skibe og
byer, mennesker og dyr, især syntes det hende forunderligt dejligt, at oppe på Jorden duftede
blomsterne, det gjorde ikke de på havets bund, og at skovene var grønne og de
fisk, som der sås mellem grenene, kunne synge så højt og dejligt, så det var en
lyst; det var de
små fugle, som bedstemoderen kaldte fisk, for ellers kunne de ikke forstå hende, da de ikke havde
set en fugl.
"Når I fylder Eders 15. År," sagde bedstemoderen, "så skal
I få Lov til at dykke op af havet, sidde i måneskin på klipperne og se de store
skibe, som sejler forbi, skove og byer skal I se!" I året, som kom, var den ene af
søstrene 15 År, men de
andre, - ja den ene var et år yngre end den anden, den yngste af dem
havde altså endnu hele fem år før hun turde komme op fra havets bund og
se, hvorledes det så ud hos os. Men den ene lovede den anden at
fortælle, hvad hun havde set og fundet dejligst den første dag; thi
deres bedstemoder fortalte dem ikke nok, der var så meget de måtte have besked om.
Ingen var så længselsfuld, som den yngste, just hun, som havde længst tid at vente og som var så stille og tankefuld. Mangen
nat stod hun ved
det åbne vindue også op i gennem det mørkeblå vand, hvor fiskene slog med deres
finner og hale. Måne og stjerner kunne hun se, rigtignok
skinnede de ganske blegt, men gennem vandet så de meget større ud end
for vore øjne; gled der da ligesom en sort sky hen under dem, da vidste
hun, at det enten var en hvalfisk, som svømmede over hende, eller også
et skib med mange mennesker; de tænkte vist ikke på, at en dejlig lille havfrue stod nedenfor og rakte sine hvide
hænder op imod kølen.
Nu var da den ældste prinsesse 15 År og turde stige op over havfladen.
Da hun kom tilbage, havde hun hundrede ting at fortælle, men det dejligste, sagde hun, var at ligge i
måneskin på en sandbanke i den
rolige sø, og se tæt ved kysten den store stad, hvor lysene blinkede,
ligesom hundrede stjerner, høre musikken og den larm og støj af vogne og
mennesker, se de mange kirketårne og spir, og høre hvor klokkerne
ringede; just fordi hun ikke kunne komme derop, længtes hun allermest
efter alt dette.
O! hvor hørte ikke den yngste søster efter, og når hun siden om aftenen
stod ved det åbne vindue også op igennem det mørkeblå vand,
tænkte hun på den store stad med al den larm og støj, og da syntes hun
at kunne høre kirkeklokkerne ringe ned til sig.
Året efter fik den anden søster lov til at stige op gennem vandet og
svømme hvorhen hun vilde. Hun dykkede op, just i det solen gik ned, og
det syn fandt hun var det dejligste. Hele himlen havde set ud som guld,
sagde hun, og skyerne, ja, deres dejlighed kunne hun ikke nok beskrive! Røde og violette havde de
sejlet hen over hende, men langt hurtigere, end
de, fløj, som et langt hvidt slør, en flok af vilde svaner hen over vandet hvor
solen stod; hun svømmede henimod den, men den sank og rosenskæret slukkedes på
havfladen og skyerne.
Året efter kom den tredje søster derop, hun var den dristigste af dem alle, derfor svømmede hun op ad en bred
flod, der løb ud i havet. Dejlige grønne høje med vinranker så hun, slotte og
gårde tittede
frem mellem prægtige skove; hun hørte, hvor alle fuglene sang og solen
skinnede så varmt, at hun tit måtte dykke under vandet, for at køle
sit brændende ansigt. I en lille bugt traf hun en hel flok små menneskebørn; ganske nøgne løb de og plaskede i
vandet, hun ville lege
med dem, men de løb forskrækkede deres vej, og der kom et lille sort dyr, det var en
hund, men hun havde aldrig før set en hund, den gøede
så forskrækkeligt af hende, at hun blev angst og søgte ud i den åbne sø, men aldrig
kunne hun glemme de prægtige skove, de grønne høje og
de nydelige børn, som kunne svømme på vandet, skønt de ingen fiskehale havde.
Den fjerde søster var ikke så dristig, hun blev midt ude på det vilde hav, og fortalte, at der var just det
dejligste; man så mange mile bort
rundt omkring sig, og himlen ovenover stod ligesom en stor glasklokke.
Skibe havde hun set, men langt borte, de så ud som strandmåger, de
morsomme delfiner havde slået kolbøtter, og de store hvalfisk havde sprøjtet
vand op af deres næsebor, så at det havde set ud, som
hundrede vandspring rundt om.
Nu kom turen til den femte søster; hendes geburtsdag var just om vinteren og
derfor så hun, hvad de andre ikke havde set første gang.
Søen tog sig ganske grøn ud og rundt om svømmede der store isbjerge,
hvert så ud som en perle, sagde hun, og var dog langt større end de kirketårne,
menneskene byggede. I de forunderligste skikkelser viste de
sig og glimrede som diamanter. Hun havde sat sig på et af de største og
alle sejlere krydsede forskrækkede uden om, hvor hun sad og lod blæsten
flyve med sit lange hår; men ud på aftenen blev himlen overtrukket med skyer, det lynede og tordnede, medens den sorte
sø løftede de store
Iisblokke højt op og lod dem skinne ved de røde lyn. På alle skibe tog
man sejlene ind, der var en angst og gru, men hun sad rolig på sit
svømmende isbjerg og så den blå Lynstråle slå zikzak ned i den
skinnende sø.
Den første gang en af søstrene kom over vandet, var enhver altid henrykt
over det nye og smukke hun så, men da de nu, som voksne piger, havde lov
at stige derop når de vilde, blev det dem ligegyldigt, de længtes igen
efter hjemmet, og efter en måneds forløb sagde de, at nede hos dem var
dog allersmukkest, og der var man så rart hjemme.
Mangen aftenstund toge de fem søstre hinanden i armene og steg i række
op over vandet; dejlige stemmer havde de, smukkere, end noget menneske, og
når det da trak op til en storm, så de kunne tro, at skibe måtte
forlise, svømmede de foran skibene og sang så dejligt, om hvor smukt der
var på havets bund, og bad søfolkene, ikke være bange for at komme der
ned; men disse kunne ikke forstå ordene, de troede, at det var stormen,
og de fik heller ikke dejligheden dernede at se, thi når skibet sank,
druknede menneskene, og kom kun som døde til havkongens slot.
Når søstrene således om aftenen, arm i arm, steg højt op gennem havet, da stod den lille
søster ganske alene tilbage også efter dem,
og det var som om hun skulle græde, men havfruen har ingen tårer, og så
lider hun meget mere.
"Ak, var jeg dog 15 År!" sagde hun, "Jeg ved, at jeg ret
vil komme til at holde af den verden der ovenfor og af menneskene, som
bygger og bor deroppe!"
Endelig var hun da de 15 År.
"Se nu har vi dig fra hånden," sagde hendes bedstemoder, den
gamle enkedronning. "Kom nu, lad mig pynte dig, ligesom dine andre søstre!" og hun satte hende en
krans af hvide liljer på håret,
men hvert blad i blomsten var det halve af en perle; og den gamle lod 8
store østers klemme sig fast ved prinsessens hale, for at vise hendes høje
stand.
"Det gør ondt!" sagde den lille havfrue.
"Ja man må lide noget for stadsen!" sagde den gamle.
O! hun ville så gerne have rystet hele denne pragt af sig og lagt den
tunge krans; hendes røde blomster i haven klædte hende meget bedre, men
hun turde nu ikke gøre det om. "Farvel" sagde hun og steg så
let og klar, som en boble, op gennem vandet.
Solen var lige gået ned, idet hun løftede sit hoved op over havet, men
alle skyerne skinnede endnu som roser og guld, og midt i den blegrøde luft strålede
aftenstjernen så klart og dejligt, luften var mild og
frisk og havet blikstille. Der lå et stort skib med tre master, et
eneste sejl var kun oppe, thi ikke en vind rørte sig rundt om i tovværket og på
stængerne sad matroser. Der var musik og sang, og alt
som aftenen blev mørkere, tændtes hundrede brogede lygter; de så ud,
som om alle nationers flag vajede i luften. Den lille havfrue svømmede
lige hen til kahytvinduet, og hver gang vandet løftede hende i vejret, kunne
hun se ind af de spejlklare ruder, hvor så mange pyntede mennesker stod, men den smukkeste var dog den unge
prins med de store sorte øjne,
han var vist ikke meget over 16 år, det var hans fødselsdag, og derfor
skete al denne stads. Matroserne dansede på dækket, og da den unge prins
trådte derud, steg over hundrede raketter op i luften, de lyste,
som den klare dag, så den lille havfrue blev ganske forskrækket og
dukkede ned under vandet, men hun stak snart hovedet igen op, og da var
det ligesom om alle himmelens stjerner faldt ned til hende. Aldrig havde
hun set sådanne ildkunster. Store sole snurrede rundt, prægtige ildfisk
svingede sig i den blå Luft, og alting skinnede tilbage fra den klare,
stille sø. På skibet selv var så lyst, at man kunne se hvert lille tov, sagtens
menneskerne. O hvor dog den unge prins var smuk, og han
trykkede folkene i hånden, lo og smilede, mens musikken klang i den dejlige
nat.
Det blev silde, men den lille havfrue kunne ikke vende sine øjne bort fra
skibet og fra den dejlige prins. De brogede lygter blev slukket, raketterne
steg ikke mere i vejret, der lød heller ingen flere kanonskud, men dybt nede i
havet summede og brummede det, hun sad imedens
på vandet og gyngede op og ned, så at hun kunne se ind i kahytten; men skibet tog stærkere
fart, det ene sejl bredte sig ud efter det andet, nu
gik bølgerne stærkere, store skyer trak op, det lynede langtborte. O,
det ville blive et skrækkeligt vejr! Derfor tog matroserne sejlene ind.
Det store skib gyngede i flyvende fart på den vilde sø, vandet rejste
sig, ligesom store sorte bjerge, der ville vælte over masten, men skibet
dykkede, som en svane, ned imellem de høje bølger og lod sig igen
løfte op på de tårnende vande. Det syntes den lille havfrue just var en
morsom fart, men det syntes søfolkene ikke, skibet knagede og bragede, de
tykke planker bugnede ved de stærke stød, søen gjorde ind mod skibet, masten knak midt over, ligesom den var et
rør, og skibet slængrede på siden, mens vandet trængte ind i rummet.
Nu så den lille havfrue, at de var i fare, hun måtte selv tage sig i agt for
bjælker og stumper af skibet, der drev på vandet. Eet øjeblik var det så kullende mørkt, at
hun ikke kunne øjne det mindste, men når det så lynede, blev det igen
så klart, at hun kendte dem alle på skibet; hver tumlede sig det bedste
han kunne; den unge prins søgte hun især efter, og hun så ham, da skibet skiltes ad,
sank ned i den dybe sø. Ligestraks blev hun ganske fornøjet, for nu kom han ned til hende, men så huskede hun, at
menneskene ikke kunne leve i vandet, og at han ikke, uden som død, kunne
komme ned til hendes faders slot. Nej dø, det måtte han ikke; derfor
svømmede hun hen mellem bælker og planker, der drev på søen, glemte rent, at de
kunne have knust hende, hun dykkede dybt under vandet og steg igen højt op imellem
bølgerne, og kom så tilsidst hen til den unge prins, som næsten ikke kunne
svømme længere i den stormende sø, hans arme og ben begyndte at blive matte, de smukke
øjne lukkede sig, han
havde måttet dø, var ikke den lille havfrue kommet til. Hun holdt hans hoved op over
vandet, og lod så bølgerne drive hende med ham, hvorhen de ville.
I morgenstunden var det onde vejr forbi; af skibet var ikke en spån at se,
solen steg så rød og skinnende op af vandet, det var ligesom om prinsens
kinder fik liv derved, men øjnene blev lukkede; havfruen
kyssede hans høje smukke pande og strøg hans våde hår tilbage; hun
syntes, han lignede marmorstøtten nede i hendes lille have, hun kyssede
ham igen, og ønskede, at han dog måtte leve. Nu så hun foran sig det faste
land, høje blå bjerge, på hvis top den
hvide sne skinnede, som var det svaner, der lå; nede ved kysten var dejlige grønne
skove, og foran lå en kirke eller et kloster, det vidste
hun ikke ret, men en bygning var det. Citron- og appelsintræer voksede der i
haven, og foran porten stod høje palmetræer. Søen gjorde her en lille bugt, der var blikstille, men meget dybt, lige hen til
klippen, hvor det
hvide fine sand var skyllet op, her svømmede hun hen med den smukke prins, lagde ham i
sandet, men sørgede især for, at hovedet lå højt
i det varme solskin.
Nu ringede klokkerne i den store hvide bygning, og der kom mange unge piger
gennem haven. Da svømmede den lille havfrue længere ud bag nogle høje stene, som ragede op af
vandet, lagde sø-skum på sit hår og sit bryst, så at ingen kunne se hendes lille
ansigt, og da passede hun på,
hvem der kom til den stakkels prins.
Det varede ikke længe, før en ung pige kom derhen, hun syntes at blive
ganske forskrækket, men kun et øjeblik, så hentede hun flere mennesker,
og havfruen så, at prinsen fik liv, og han smilede til dem alle rundt
omkring, men ud til hende smilede han ikke, han vidste jo ikke heller, at
hun havde reddet ham, hun følte sig så bedrøvet, og da han blev ført
ind i den store bygning, dykkede hun sorrigfuld ned i vandet og søgte
hjem til sin faders slot.
Altid havde hun været stille og tankefuld, men nu blev hun det meget
mere. Søstrene spurgte hende, hvad hun havde set den første gang
deroppe, men hun fortalte ikke noget.
Mangen aften og morgen steg hun op der, hvor hun havde forladt prinsen.
Hun så, hvor havens frugter modnedes og blev afplukkede, hun så, hvor sneen smeltede på de
høje bjerge, men prinsen så hun ikke, og derfor
vendte hun altid endnu mere bedrøvet hjem. Der var det hendes eneste trøst, at sidde i sin lille
have og slynge sine arme om den smukke marmorstøtte, som lignede prinsen, men sine
blomster passede hun ikke,
de voksede, som i et vildnis, ud over gangene og flettede deres lange stilke
og blade ind i træernes grene, så der var ganske dunkelt.
Tilsidst kunne hun ikke længere holde det ud, men sagde det til een af
sine søstre, og så fik straks alle de andre det at vide, men heller ingen
flere, end de og et par andre havfruer, som ikke sagde det uden til deres
nærmeste veninder. Een af dem vidste besked, hvem prinsen var, hun havde
også set stadsen på skibet, vidste, hvorfra han var, og hvor hans kongerige
lå.
"Kom lille søster!" sagde de andre prinsesser, og med armene
om hinandens skuldre steg de i en lang række op af havet foran, hvor de
vidste prinsens slot lå.
Dette var opført af en lysegul glinsende stenart, med store marmortrapper, een gik lige ned til
havet. Prægtige forgyldte kupler
hævede sig over taget, og mellem søjlerne, som gik rundt om hele bygningen,
stod marmorbilleder, der så ud, som levende. Gennem det
klare glas i de høje vinduer så man ind i de prægtigste sale, hvor
kostelige silkegardiner og tæpper var ophængt, og alle væggene pyntet
med store malerier, som det ret var en fornøjelse at se på. Midt i den
største sal plaskede et stort springvand, strålerne stod højt op mod glaskuppelen i
loftet, hvorigennem solen skinnede på vandet og på de dejlige planter, der
voksede i det store bassin.
Nu vidste hun, hvor han boede, og der kom hun mangen aften og nat på vandet; hun svømmede meget nærmere
land, end nogen af de andre havde
vovet, ja hun gik helt op i den smalle kanal, under den prægtige marmoraltan, der kastede en lang
skygge hen over vandet. Her sad hun og så på
den unge prins, der troede, han var ganske ene i det klare måneskin.
Hun så ham mangen aften sejle med musik i sin prægtige båd, hvor flaggene
vajede; hun tittede frem mellem de grønne siv, og tog vinden i
hendes lange sølvhvide slør og nogen så det, tænkte de, det var en svane, som løftede
vingerne.
Hun hørte mangen nat, når fiskerne lå med blus på søen, at de
fortalte så meget godt om den unge prins, og det glædede hende, at hun
havde frelst hans liv, da han halvdød drev om på bølgerne, og hun
tænkte på, hvor fast hans hoved havde hvilet på hendes bryst, og hvor
inderligt hun da kyssede ham; han vidste slet intet derom, kunne ikke
engang drømme om hende.
Mer og mer kom hun til at holde af menneskene, mer og mer ønskede hun
at kunne stige op imellem dem; deres verden syntes hun var langt større,
end hendes; de kunne jo på skibe flyve hen over havet, stige på de høje
bjerge højt over skyerne, og landene, de ejede, strakte sig, med skove og
marker, længer, end hun kunne øjne. Der var så meget hun gad vide, men søstrene vidste ikke at give
svar på alt, derfor spurgte hun den gamle bedstemoder og hun kendte godt til den
højere verden, som hun meget
rigtigt kaldte landene ovenfor havet.
"Når menneskene ikke drukner," spurgte den lille havfrue,
"kunne de da altid leve, dør de ikke, som vi hernede på havet?"
"Jo!" sagde den gamle, "de må også dø, og deres
Levetid er endogså kortere end vor. Vi kunne blive tre hundrede År, men
når vi så høre op at være til her, bliver vi kun skum på vandet, har
ikke engang en grav hernede mellem vore kære. Vi have ingen udødelig sjæl,
vi får aldrig liv mere, vi er ligesom det grønne siv, er det
engang skåret over, kan det ikke grønnes igen! Menneskene derimod har
en sjæl, som lever altid, lever, efter at legemet er blevet jord; den
stiger op igennem den klare luft, op til alle de skinnende stjerner!
ligesom vi dykker op af havet og se menneskenes lande, således dykker de
op til ubekendte dejlige steder, dem vi aldrig får at se."
"Hvorfor fik vi ingen udødelig sjæl?" sagde den lille havfrue
bedrøvet, "jeg ville give alle mine tre hundrede år, jeg har at
leve i, for blot en dag at være et menneske og siden få del i den
himmelske verden!"
"Det må du ikke gå og tænke på!" sagde den gamle, "vi
har det meget lykkeligere og bedre, end menneskene deroppe!"
"Jeg skal altså dø og flyde som skum på søen, ikke høre bølgernes
musik, se de dejlige blomster og den røde sol! Kan jeg da
slet intet gøre, for at vinde en evig sjæl!" -
"Nej!" sagde den gamle, "kun når et menneske fik dig så kær, at du var ham
mer, end fader og moder; når han med hele sin tanke
og kærlighed hang ved dig, og lod præsten lægge sin højre hånd i din
med løfte om troskab her og i al evighed, da flød hans sjæl over i dit
legeme og du fik også del i menneskenes lykke. Han gav dig sjæl og
beholdt dog sin egen. Men det kan aldrig ske! Hvad der just er dejligt
her i havet, din fiskehale, finder de hæsligt deroppe på Jorden, de
forstår sig nu ikke bedre
på det, man må have to klodsede støtter, som
de kalder ben, for at være smuk!"
Da sukkede den lille havfrue også bedrøvet på sin fiskehale.
"Lad os være fornøjede," sagde den gamle, "hoppe og
springe ville vi i de trehundrede år, vi har at leve i, det er såmænd
en god tid nok, siden kan man desfornøjeligere hvile sig ud i sin grav. I
aften skal vi have hofbal!"
Det var også en pragt, som man aldrig ser den på Jorden. Vægge og loft
i den store dansesal var af tykt men klart glas. Flere hundrede
kolossale muslingskaller, rosenrøde og græsgrønne, stode i rækker på
hver side med en blå brændende ild, som oplyste den hele sal og
skinnede ud gennem væggene, så at søen der udenfor var ganske oplyst;
man kunne se alle de utallige fisk, store og små, som svømmede
henimod glasmuren, på nogle skinnede skællene purpurrøde, på andre
syntes de sølv og guld. Midt igennem salen flød en bred rindende strøm, og på denne
dansede havmænd og havfruer til deres egen dejlige sang. Så smukke stemmer
har ikke menneskene på Jorden. Den lille havfrue sang skønnest af dem alle, og de klappede i
hænderne for hende,
og et øjeblik følte hun glæde i sit hjerte, thi hun vidste, at hun
havde den skønneste stemme af alle på Jorden og i havet! Men snart kom
hun dog igen til at tænke på verden oven over sig; hun kunne ikke
glemme den smukke prins og sin sorg over ikke at eje, som han, en
udødelig sjæl. Derfor sneg hun sig ud af sin faders slot, og mens alt
derinde var sang og lystighed, sad hun bedrøvet i sin lille have. Da
hørte hun valdhorn klinge ned igennem vandet, og hun tænkte, "nu sejler han vist deroppe, ham som jeg holder mere af end
fader og moder,
ham som min tanke hænger ved og i hvis hånd jeg ville lægge mit livs lykke. Alt vil jeg vove for at vinde ham og en udødelig
sjæl! Mens mine søstre danser derinde i min faders slot, vil jeg gå til
havheksen, hende
jeg altid har været så angst for, men hun kan måske råde og
hjælpe!"
Nu gik den lille havfrue ud af sin have hen imod de brusende malstrømme,
bag hvilke heksen boede. Den vej havde hun aldrig før gået, der voksede ingen
blomster, intet søgræs, kun den nøgne grå sandbund strakte sig
hen imod malstrømmene, hvor vandet, som brusende møllehjul, hvirvlede
rundt og rev alt, hvad de fik fat på, med sig i dybet; midt imellem disse
knusende hvirvler måtte hun gå, for at komme ind på havheksens distrikt, og her var et langt
stykke ikke anden vej, end over varmt
boblende dynd, det kaldte heksen sin tørvemose. Bag ved lå hendes hus
midt inde i en sælsom skov. Alle træer og buske var polypper, halvt dyr
og halvt plante, de så ud, som hundredhovede slanger, der voksede ud af jorden; alle
grene var lange slimede arme, med fingre som smidige rme,
og led for led bevægede de sig fra roden til den yderste spids. Alt
hvad de i havet kunne gribe fat på, snoede de sig fast om og gav aldrig
mere slip på. Den lille havfrue blev ganske forskrækket stående der
udenfor; hendes hjerte bankede af angst, nær havde hun vendt om, men så
tænkte hun på prinsen og på menneskets sjæl, og da fik hun mod. Sit
lange flagrende hår bandt hun fast om hovedet, for at polypperne ikke
skulle gribe hende deri, begge hænder lagde hun sammen over sit bryst, og
fløj så afsted, som fisken kan flyve gennem vandet, ind imellem de
hæslige polypper, der strakte deres smidige arme og fingre efter hende. Hun
så, hvor hver af dem havde noget, den havde grebet, hundrede små arme holdt det, som stærke
jernbånd. Mennesker, som var omkomne på søen og sunket dybt derned, tittede som hvide
benrade frem i polyppernes arme. Skibsroer og kister holdte de fast, skeletter af
landdyr og en lille havfrue, som de havde fanget og kvalt, det var hende næsten det
forskrækkeligste.
Nu kom hun til en stor slimet plads i skoven, hvor store, fede vandsnoge boltrede sig og viste deres stygge hvidgule
bug. Midt på pladsen var rejst et hus af strandede menneskers hvide ben, der sad
havheksen og lod
en skruptudse spise af sin mund, ligesom menneskene lader en kanariefugl
spise sukker. De hæslige fede vandsnoge kaldte hun sine små kyllinger
og lod dem vælte sig på hendes store, svampede bryst.
"Jeg ved nok, hvad du vil!" sagde havheksen, "det er dumt
gjort af dig! alligevel skal du få din vilje, for den vil bringe dig i ulykke, min
dejlige prinsesse. Du vil gerne af med din fiskehale og istedet for den have to
stumper at gå på ligesom menneskene, for at den
unge prins kan blive forliebt i dig og du kan få ham og en udødelig sjæl!"
i det samme lo heksen så højt og fælt, at skruptudsen og snogene faldt ned på
jorden og væltede sig der. "Du kommer netop i
rette tid," sagde heksen, "imorgen, når Solen står op, kunne jeg
ikke hjælpe dig, før igen et år var omme. Jeg skal lave dig en drik,
med den skal du, før sol står op, svømme til landet, sætte dig på bredden der og drikke den, da skilles din
hale ad og snerper ind til hvad menneskene kalder nydelige ben, men det gør ondt, det er som det skarpt
sværd gik igennem dig. Alle, som se dig, ville sige, du er det dejligste menneskebarn de have
set! du beholder din svævende gang, ingen danserinde kan svæve som du, men hvert
skridt du gør, er som du trådte
på en skarp kniv, så dit blod måtte flyde. Vil du lide alt
dette, så skal jeg hjælpe dig?"
"Ja!" sagde den lille havfrue med bævende stemme, og tænkte på
prinsen og
på at vinde en udødelig sjæl.
"Men husk på," sagde heksen, "når du først har fået
menneskelig skikkelse, da kan du aldrig mere blive en havfrue igen! du
kan aldrig stige ned igennem vandet til dine søstre og din faders slot,
og vinder du ikke prinsens kærlighed, så han for dig glemmer fader og moder, hænger ved dig med sin hele
tanke og lader præsten lægge Eders hænder i hinanden, så I bliver mand og
kone, da får du ingen udødelig sjæl! Den første morgen efter at han er gift med en anden, da må dit
hjerte briste, og du bliver skum på vandet."
"Jeg vil det!" sagde den lille havfrue og var bleg, som en død.
"Men mig må du også betale!" sagde heksen, "og det er ikke
lidt, hvad jeg forlanger. Du har den dejligste stemme af alle hernede på havets
bund, med den tror du nok at skulle fortrylle ham, men den stemme
skal du give mig. Det bedste du ejer vil jeg have for min kostelige drik!
mit eget blod må jeg jo give dig deri, at drikken kan blive skarp, som et
tveægget sværd!"
"Men når du tager min stemme," sagde den lille havfrue,
"hvad beholder jeg da tilbage?"
"Din dejlige skikkelse," sagde heksen, "din svævende gang
og dine talende øjne, med dem kan du nok bedåre et menneskehjerte. Nå,
har du tabt modet! ræk frem din lille tunge, så skærer jeg den af, i betaling, og du skalfå den kraftige
drik!"
"Det ske!" sagde den lille havfrue, og heksen satte sin kedel på, for at koge
trolddrikken. "Renlighed er en god ting!"
sagde hun og skurede kedelen af med snogene, som hun bandt i knude; nu
ridsede hun sig selv i brystet og lod sit sorte blod dryppe derned, dampen
gjorde de forunderligste skikkelser, så man måtte blive angst og bange.
Hvert øjeblik kom heksen nye ting i kedelen, og da det ret kogte, var
det, som når krokodillen græder. Tilsidst var drikken færdig, den så ud som det klareste
vand!
"Der har du den!" sagde heksen og skar tungen af den lille havfrue, som nu var stum,
kunne hverken synge eller tale.
"Dersom polypperne skulle gribe dig, når du går tilbage igennem
min skov," sagde heksen, "så kast kun een eneste dråbe af denne
drik på dem, da springer deres arme og fingre i tusinde stykker!" men
det behøvede den lille havfrue ikke, polypperne trak sig forskrækkede
tilbage for hende, da de så den skinnende drik, der lyste i hendes hånd, ligesom det var en funklende
stjerne.
Således kom hun snart igennem skoven, mosen og de brusende malstrømme.
Hun kunne se sin faders slot; blussene var slukkede i den store dansesal; de sov vist
alle derinde, men hun vovede dog ikke at søge dem,
nu hun var stum og ville for altid gå bort fra dem. Det var, som hendes hjerte skulde
gå itu af sorg. hun sneg sig ind i haven, tog en blomst
af hver af sine søstres blomsterbed, kastede med fingeren tusinde kys
henimod slottet og steg op igennem den mørkeblå sø.
Solen var endnu ikke kommet frem, da hun så prinsens slot og besteg den
prægtige marmortrappe. Månen skinnede dejligt klart. Den lille havfrue
drak den brændende skarpe drik, og det var, som gik et tveægget sværd igennem hendes fine
legeme, hun besvimede derved og lå, som død. Da solen skinnede hen over søen, vågnede hun op, og hun følte en sviende
smerte, men lige for hende stod den dejlige unge prins, han fæstede sine
kulsorte øjne på hende, så hun slog sine ned og så, at hendes fiskehale var borte, og at hun havde de nydeligste
små, hvide ben,
nogen lille pige kunne have, men hun var ganske nøgen, derfor svøbte hun
sig ind i sit store, lange hår. Prinsen spurgte, hvem hun var, og
hvorledes hun var kommet her, og hun så mildt og dog så bedrøvet på
ham med sine mørkeblå øjne, tale kunne hun jo ikke. Da tog han hende
ved hånden og førte hende ind i slottet. Hvert skridt hun gjorde, var,
som heksen havde sagt hende forud, som om hun trådte på spidse syle og
skarpe knive, men det tålte hun gerne; ved prinsens hånd steg hun så
let, som en boble, og han og alle undrede sig over hendes yndige,
svævende gang.
Kostelige klæder af silke og musselin fik hun på, i slottet var hun den
skønneste af alle, men hun var stum, kunne hverken synge eller tale. Dejlige
slavinder, klædt i silke og guld, kom frem og sang for prinsen
og hans kongelige forældre; en sang smukkere end alle de andre og prinsen klappede i
hænderne og smilede til hende, da blev den lille havfrue bedrøvet, hun vidste, at hun selv havde sjunget langt smukkere!
hun tænkte, "O han skulle bare vide, at jeg, for at være hos ham,
har givet min stemme bort i al evighed!"
Nu dansede slavinderne i yndige svævende danse til den herligste musik,
da hævede den lille havfrue sine smukke hvide arme, rejste sig på tåspidsen og svævede hen over
gulvet, dansede som endnu ingen havde danset; ved hver bevægelse blev hendes
dejlighed endnu mere synlig, og
hendes øjne talte dybere til hjertet, end slavindernes sang.
Alle vare henrykte derover, især prinsen, som kaldte hende sit lille hittebarn, og hun
dansede mer og mer, skøndt hver gang hendes fod
rørte Jorden, var det, som om hun trådte på skarpe knive. Prinsen
sagde, at hun skulle alletider være hos ham, og hun fik lov at sove
udenfor hans Dør på en fløjelspude.
Han lod hende sy en mandsdragt, for at hun til hest kunne følge ham. De
red gennem de duftende skove, hvor de grønne grene slog hende på skulderen og de
små fugle sang bag de friske blade. Hun klatrede med prinsen op på de høje
bjerge, og skønt hendes fine fødder blødte, så de andre kunne se det,
lo hun dog deraf og fulgte ham, til de så skyerne sejle nede under sig, som var det en
flok fugle, der drog til
fremmede lande.
Hjemme på prinsens slot, når om natten de andre sov, gik hun ud på den
brede marmortrappe, og det kølede hendes brændende fødder, at stå i
det kolde søvand, og da tænkte hun på dem dernede i dybet.
Een nat kom hendes søstre arm i arm, de sang så sorrigfuldt, idet de
svømmede over vandet, og hun vinkede af dem, og de kendte hende og
fortalte, hvor bedrøvet hun havde gjort dem allesammen. Hver nat besøgte
de hende siden, og een nat så hun, langt ude, den gamle bedstemoder, som
i mange år ikke havde været over havet, og havkongen, med sin krone på hovedet, de strakte
hænderne hen mod hende, men vovede sig ikke så nær landet, som søstrene.
Dag for dag blev hun prinsen kærere, han holdt af hende, som man kan
holde af et godt, kært barn, men at gøre hende til sin dronning, faldt
ham slet ikke ind, og hans kone måtte hun blive, ellers fik hun ingen
udødelig sjæl, men ville på hans bryllups morgen blive skum på søen.
"Holder du ikke mest af mig, blandt dem allesammen!" syntes den
lille havfrues øjne at sige, når han tog hende i sine arme og kyssede
hendes smukke pande.
"Jo, du er mig kærest," sagde prinsen, "thi du har det
bedste hjerte af dem alle, du er mig mest hengiven, og du ligner en ung pige jeg engang
så, men vistnok aldrig mere finder. Jeg var på et skib,
som strandede, bølgerne drev mig i land ved et helligt tempel, hvor
flere unge piger gjorde tjeneste, den yngste der fandt mig ved strandbredden og reddede mit
liv, jeg så hende kun to gange; hun var den
eneste, jeg kunne elske i denne verden, men du ligner hende, du næsten
fortrænger hendes billede i min sjæl, hun hører det hellige tempel til,
og derfor har min gode lykke sendt mig dig, aldrig ville vi skilles!"
- "Ak, han ved ikke, at jeg har reddet hans liv!" tænkte den
lille havfrue, "jeg bar ham over søen hen til skoven, hvor templet
står, jeg sad bag skummet også efter, om ingen mennesker ville komme.
Jeg så den smukke pige, som han holder mere af, end mig!" og havfruen sukkede dybt, grædekunne
hun ikke. "pigen hører det
hellige tempel til, har han sagt, hun kommer aldrig ud i verden, de mødes
ikke mere, jeg er hos ham, ser ham hver dag, jeg vil pleje ham, elske
ham, ofre ham mit Liv!"
Men nu skal prinsen giftes og have nabokongens dejlige datter! fortalte
man, derfor er det, at han udruster så prægtigt et skib. Prinsen rejser
for at se nabokongens lande, hedder det nok, men det er for at se nabokongens
datter, et stort følge skal han have med; men den lille havfrue rystede med
hovedet og lo; hun kendte prinsens tanker meget
bedre, end alle andre. "Jeg må rejse!" havde han sagt til
hende, "jeg må se den smukke prinsesse, mine forældre forlanger
det, men tvinge mig til at føre hende her hjem, som min brud, ville de
ikke! jeg kan ikke elske hende! hun ligner ikke den smukke pige i templet,
som du ligner, skulle jeg engang vælge en brud, så blev det snarere dig,
mit stumme hittebarn med de talende øjne!" og han kyssede hendes
røde mund, legede med hendes lange hår og lagde sit hoved ved hendes hjerte, så det drømte om
menneske-lykke og en udødelig sjæl.
"Du er dog ikke bange for havet, mit stumme barn!" sagde han, da
de stod på det prægtige skib, som skulle føre ham til nabokongens lande; og han fortalte hende om
storm og havblik, om sælsomme fisk i dybet og hvad dykkeren der havde set, og hun
smilede ved hans fortælling,
hun vidste jo bedre, end nogen anden, besked om havets bund.
I den måneklare nat, når de alle sov, på styrmanden nær, som stod ved
roret, sad hun ved rælingen af skibet og stirrede ned igennem det klare vand, og hun syntes at
se sin faders slot, øverst deroppe stod den gamle bedstemoder med sølvkronen på
hovedet og stirrede op igennem de stride strømme mod skibets køl. Da kom hendes
søstre op over vandet, de
stirrede sorrigfuldt på hende og vred deres hvide hænder, hun vinkede
ad dem, smilede og ville fortælle, at alt gik hende godt og lykkeligt, men
skibsdrengen nærmede sig hende og søstrene dykkede ned, så han blev i
den tro, at det hvide, han havde set, var skum på søen.
Næste morgen sejlede skibet ind i havnen ved nabokongens prægtige stad.
Alle kirkeklokker ringede, og fra de høje tårne blev blæst i basuner,
mens soldaterne stod med vajende faner og blinkende bajonetter. Hver dag
havde en fest. Bal og selskab fulgte på hinanden, men prinsessen var der
endnu ikke, hun opdroges langt derfra i et helligt tempel, sagde de, der
lærte hun alle de kongelige dyder. Endelig indtraf hun.
Den lille havfrue stod begærlig efter at se hendes skønhed, og hun måtte
erkende den, en yndigere skikkelse havde hun aldrig set. Huden
var så fin og skær, og bag de lange mørke øjenhår smilede et par
sorteblå trofaste øjne!
"Det er dig!" sagde prinsen, "dig som har frelst mig, da
jeg lå som et lig ved kysten!" og han trykkede sin rødmende brud
i sine arme. "O jeg er altfor lykkelig!" sagde han til den lille
havfrue. "Det bedste, det jeg aldrig turde håbe, er blevet opfyldt
for mig. Du vil glæde dig ved min lykke, thi du holder mest af mig
blandt dem alle!" Og den lille havfrue kyssede hans hånd, og hun
syntes alt at føle sit hjerte briste. Hans bryllups morgen ville jo give
hende døden og forvandle hende til skum på søen.
Alle kirkeklokker ringede, herolderne red om i gaderne og forkyndte trolovelsen. På alle
altre brændte duftende olie i kostelige sølvlamper. Præsterne svingede
røgelsekar og brud og brudgom rakte
hinanden hånden og fik biskoppens velsignelse. Den lille havfrue stod i silke og
guld og holdt brudens slæb, men hendes øre hørte ikke den
festlige musik, hendes øje så ikke den hellige ceremoni, hun tænkte på sin
dødsnat,
på alt hvad hun havde tabt i denne verden.
Endnu samme aften gik brud og brudgom ombord på skibet, kanonerne lød,
alle flagene vajede, og midt på skibet var rejst et kosteligt telt af guld og
purpur og med de dejligste hynder, der skulle brudeparret sove i
den stille, kølige Nat.
Sejlene svulmede i vinden, og skibet gled let og uden stor bevægelse hen
over den klare sø
Da det mørknedes, tændtes brogede lamper og søfolkene dansede lystige danse
på dækket. Den lille havfrue måtte tænke på den første gang
hun dykkede op af havet også den samme pragt og glæde, og hun
hvirvlede sig med i dansen, svævede, som svalen svæver når den
forfølges, og alle tiljublede hende beundring, aldrig havde hun danset så herligt; det skar som skarpe
knive i de fine fødder, men hun følte
det ikke; det skar hende smerteligere i hjertet. Hun vidste, det var den
sidste aften hun så ham, for hvem hun havde forladt sin slægt og sit hjem, givet sin
dejlige stemme og daglig lidt uendelige kvaler, uden at
han havde tanke derom. Det var den sidste nat, hun åndede den samme luft
som han, så det dybe hav og den stjerneblå himmel, en evig nat uden tanke og
drøm ventede hende, som ej havde sjæl, ej kunne vinde den. Og alt var glæde og
lystighed på skibet til langt over midnat, hun lo og dansede med dødstanken i sit
hjerte. Prinsen kyssede sin dejlige brud,
og hun legede med hans sorte hår, og arm i arm gik de til hvile i det
prægtige telt.
Der blev tyst og stille på skibet, kun styrmanden stod ved roret, den
lille havfrue lagde sine hvide arme på rælingen også mod østen efter morgenrøden, den første
solstråle, vidste hun, ville dræbe hende. Da så
hun sine søstre stige op af havet, de var blege, som hun; deres
lange smukke hår flagrede ikke længere i blæsten, det var afskåret.
"Vi have givet det til heksen, for at hun skulle bringe hjælp, at du
ikke denne nat skal dø! Hun har givet os en kniv, her er den! ser du
hvor skarp? Før sol står op, må du stikke den i prinsens hjerte, og når da hans varme
blod stænker
på dine fødder, da voksede de sammen til
en fiskehale og du bliver en havfrue igen, kan stige ned i vandet til os
og leve dine tre hundrede år, før du bliver det døde, salte søskum.
Skynd dig! han eller du må dø, før sol står op! vor gamle bedstemoder sørger, så hendes hvide
hår er faldet af, som vort faldt
for heksens saks. Dræb prinsen og kom tilbage! Skynd dig, ser du den
røde stribe på himlen? Om nogle minuter stiger solen, og da må du dø!" og de udstødte et forunderligt dybt
suk og sank i bølgerne.
Den lille havfrue trak purpurtæppet bort fra teltet, og hun så den dejlige
brud sove med sit hoved ved prinsens bryst, og hun bøjede sig
ned, kyssede ham på hans smukke pande, så på himlen, hvor morgenrøden
lyste mer og mer,så på den skarpe kniv og fæstede igen øjnene på prinsen, der i
drømme nævnede sin brud ved navn, hun kun var i hans tanker, og kniven zittrede i
havfruens hånd, - men da kastede hun den
langt ud i bølgerne, de skinnede røde, hvor den faldt, det så ud, som
piblede der blodsdråber op af vandet. Endnu engang så hun med
halvbrustne blik på prinsen, styrtede sig fra skibet ned i havet, og hun
følte, hvor hendes legeme opløste sig i skum.
Nu steg solen frem af havet. Strålerne faldt så mildt og varmt på det
dødskolde havskum og den lille havfrue følte ikke til døden, hun så den klare
sol, og oppe over hende svævede hundrede gennemsigtige, dejlige skabninger; hun
kunne gennem dem se skibets hvide sejl og himlens røde skyer, deres stemme var
melodi, men så åndig, at intet
menneskeligt øre kunne høre den, ligesom intet jordisk øje kunne se
dem; uden vinger svævede de ved deres egen lethed gennem Luften. Den
lille havfrue så, at hun havde et legeme som de, det hævede sig mer og mer op af
skummet.
"Til hvem kommer jeg!" sagde hun, og hendes stemme klang som de
andre væsners, så åndigt, at ingen jordisk musik kan gengive det.
"Til luftens døtre!" svarede de andre. "Havfruen har
ingen udødelig sjæl, kan aldrig få den, uden hun vinder et menneskes kærlighed! af en fremmed
magt afhænger hendes evige tilværelse.
Luftens døtre har heller ingen evig sjæl, men de kunne selv ved gode handlinger skabe sig
een. Vi flyver til de varme Lande, hvor den lumre pestluft dræber menneskene; der vifter vi
køling. Vi spreder blomsternes duft gennem luften og sende vederkvægelse og
lægedom. Når vi i tre
hundred år have stræbt at gøre det gode, vi kunne, da får vi en
udødelig sjæl og tage del i menneskenes evige lykke. Du stakkels lille havfrue har med hele dit
hjerte stræbt efter det samme, som vi, du har
lidt og tålt, hævet dig til luftåndernes verden, nu kan du selv gennem
gode gerninger skabe dig en udødelig sjæl om tre hundred år."
Og den lille havfrue løftede sine klare arme op mod Guds sol, og for
første gang følte hun tårer. - På skibet var igen støj og Liv, hun
så prinsen med sin smukke brud søge efter hende, vemodig stirrede de på det boblende
skum, som om de vidste, hun havde styrtet sig i bølgerne. Usynlig kyssede hun
brudens pande, smilede til ham og steg med
de andre luftens børn op på den rosenrøde sky, som sejlede i Luften.
"Om trehundrede år svæver vi således ind i Guds
rige!"
"Også tidligere kunne vi komme der!" hviskede en.
"Usynligt svæver vi ind i menneskenes huse, hvor der er børn, og for
hver dag vi finder et godt barn, som gør sine forældre glæde og
fortjener deres kærlighed, forkorter Gud vor prøvetid. Barnet ved
ikke, når vi flyver gennem stuen, og må vi da af glæde smile over det,
da tages et år fra de trehundrede, men ser vi et uartigt og ondt barn, da
må vi græde sorgens gråd, og hver tåre lægges en dag til vor prøvetid!"
|
