Gorm den Gamle
Kongen som angiveligt ligger begravet i Jelling Kirke og som var far til Harald Blåtand. Saxo Grammaticus beskriver ham således:

Efter Harald kom Gorm på Thronen, som er bekjendt af sit uslukkelige Had til Kristendommen, hvis bekjendere han af al Magt stræbte at udrydde og kaldte dem Afskummet af Menneskeslægten. Paa alle mulige Maader gjorde han de kristne Livet surt og sværtede dem med de sorteste Beskyldninger, han kunde optænke; ja, for endog at saare dem i Hjærtet, hvis hoved hans Arm ej kunde naa, saa vel som ogsaa for at oprette Hedenskabet igjen, nedbrød han Kirken i Slesvig saa aldeles i Bund og Grund, at der blev ikke Spor tilbage af dette hellige Sted, som han kaldte en gudsbespottelig Røverkule.

Uagtet denne Konge skal have været en meget stor Mand at se til, saa svarede det indvortes dog kun slet til det udvortes, thi han var og blev en Hjemfødning alle sine Dage, tog vel sin Højhed i Agt, men lod det ogsaa derved bero, og det kunde være godt nok, for saavidt som han nøjedes med sit eget og lod hver beholde sit!

Dengang han, efter Raad af Landets Ældste, fik i Sinde at gifte sig, bejlede han til Thyra, en Daatter af den angliske Kong Hedelrad, men hun, som var en meget sindig og højhjærtet Pige, svarede, at hun tog ham aldrig, med mindre hun fik hele Dannemark i Morgen-Gave. Først da han havde lovet hende det, sagde hun ja, men der de saa havde haft Bryllup, kom hun frem med en ny Begjæring, tiggede og bad, at han dog ikke vilde røre hende endnu i trende Nætter! Somme har vel ment, at hun paa denne Maade tænkte at vinde Gorm for Kristendommen: men Tingen skal dog have været den, at hun havde besluttet, ikke at hvile i hans Arm, før hun ved en Drøm var bleven forsikret om et frugtbart Ægteskab, og i saa Fald var det da kun en paataget Ærbarhed, hvorunder hun skjulte just ikke de jomfrueligste Ønsker. Det vidste Gorm imidlertid intet af, og hvor meget han end længtes efter at omfavne sin Brud, nænte han dog ikke at bedrøve sin Kjæreste, og lagde derfor et draget Sværd imellem sig og hende. Da han derpaa var faldet i Søvn, drømte han, at der fløj to Falke eller andre store Fugle, den ene større en den anden, op fra Thyras Skjød og svang sig med susende Vinger, højt i Sky, men kom dog snart igjen og satte sig hos ham: en paa hver Haand. Efter her at have hvilet sig lidt, spredte de Vinger igjen og fløj anden Gang op, kom atter tilbage og fløj tredje Gang, men saa kom kun den mindste igjen, og det blev med blodige Vinger. Herover blev Gorm saa beklemt og bestyrtset, at han i Søvne udstødte et Skrig saa højt, at man kunde høre ham over hele Huset. Da nu hans Tjenere kom farende og spurgte hvad det var, fortalte han dem sin Drøm og saa var Thyra fornøjet; thi nu troede hun sig sikker nok paa en drabelig Afkom og dulgte ej længere for Gorm, at hun vilde aldrig været hans Kone, dersom ikke et saadant Drømme-Billede havde spaaet hende et frugtbart Ægteskab.

Virkelig fik man her at se, at Drømme stundom kan have noget at betyde, thi Thyra blev snart Moder til tvende Sønner: Knud og Harald, som, da de blev voxne, tugtede med den danske Flaade de grænseløs overmodige Slaver, men hjemsøgte tillige, som Vikinger, Engelands Kyster. Langt fra imidlertid at deres Morfader, Edebrand, skulde blev stødt over denne Næsvished var det ham meget mere en Fornøjelse; thi han satte mere Pris på Kjækhed end på Kjærlighed og vilde heller befejdes af Kæmper end hyldes af Krystere. Han var da ordentlig stolt af sine Børnebørn, som satte ham Kniven på Struben, thi han betragtede denne Ungdoms-Kaadhed som et Forvarsel for mandig Kjækhed, og tvivlede ingenlunde paa, at jo hvem der kneb sine egne, vilde flaa de fremmede. Han forbigik desaarsag i Arve-Følgen sin egen Datter og indsatte disse hendes Sønner til Thronarvinger, og deri handlede han da ganske klogt, thi Manden og ej Kvinden er skabt til at herske, og til at forsvare et Land, er der jo ingen Sammenligning mellem en frygtsom Moder og stridbare Sønner. Derfor misundte Thyra heller slet ikke sine Sønner deres Lykke, skjøndt hun derved blev selv gjort arveløs, men fandt tvertimod, hun havde Ære, ej Skam af, at de med Føje blev hende foretrukne.

Efter nu på Vikings-Tog at have sanket Penge som Græs, fik Knud og Harald særdeles Mod paa at spille op med Irland, og belejrede desaarsag Dublin, som regnes for Hovedstaden der. Da hændte det sig, en Nat, der Knud stod og saae på de unge Karle, som havde en Leg for, at der kom en Pil farende lige ind i hans Bryst og gav ham hans Banesaar. Den pil skal gjerne være kommet fra Skoven der tæt ved Byen, hvor kongen havde sneget sig igjennem med nogle faa udlærte Bueskytter, og da nu Knud var bange for, at Fjenderne skulle blive alt for glade, hvis de mærkede, han var dødsens, lod han som ingen Ting og samlede sine sidste kræfter, for at give den Befaling, at man rolig skulde fuldføre Legen. Herved naaede han også virkelig sin Hensigt, saa Irerne fik ikke at vide, han var død, førend efter at de Danske havde indtaget Byen.

Med Føje maatte Hæren begræde Tabet af en Høvding, hvis Klogskab den endog efter hans død havde Sejeren at takke; thi ved at lyde hans sidste Formaning reddedes de Danske fra en fortvivlet Stilling og blev snart deres Herrer, som nys indjog dem Skræk.

Dengang dette gik for sig, var Gorm blind af Alderdom og gik, højtbedaget, paa Gravsens Bred. Sit eget Liv brød han sik ikke om, thi han var omtrent saa gammel, som et Menneske kan blive; men des mere bekymret var han for sine Sønners Liv og Velfærd, og især elskede han den ældste så højt, at han havde svoret paa, at den første der meldte ham Knuds Død, skulde have sit Liv forbrudt.

Desaarsag turde nu ingen bringe ham Efterretningen, men da Thyra fik Vished om, at Sagen var rigtig, havde hun det snilde Indfald, ved Tegn at pege på hvad hun ej med Ord turde melde. Hun afførte nemlig Gorm hans Konge-Kaabe, hængte en lurvet Kappe om ham og betegnede endnu yderligere Sorgens Anledning, ved hertil at føje alt hvad de gamle brugte ved Ligbegængelser.

Ikke sandt, sagde Gorm, min Knud er død! Det hører jeg nu af dig, svarede Thyra, men det har jeg ikke sagt; og dette hendes Ord tog livet af Gorm, saa den bedrøvede Morder fik ikke trøst, men Sorg over Sorg, maatte paa een Gang begræde og begrave baade Mand og Søn.

Oversættelse: N.F.S. Grundtvig