Jul har været holdt i Danmark siden jernalderen og var endda
kendt under samme betegnelse: Jul.
Nogle
af de juletraditioner, vi benytter i dag, er grundlagt allerede
dengang. Herunder ikke mindst fornøjelsen ved at spise og drikke,
men også julebukken og julestuen er meget gammel. Selv
om overforbruget nok er steget med øget velstand, er traditionen
med at fråse ved juletid ikke ny. Både gaver og overdådig mad
og drikke har været vigtige del af festen lige så længe julen
har eksisteret. Med
kristendommens indførelse i vikingetiden kom mange nye elementer
til den gamle midvinterfest, men i modsætning til andre lande
lykkedes det aldrig at ændre festens navn (i modsætning til for
eksempel England, hvor den fik det kristne navn christmas).
Valget
af Juledag som Jesu fødselsdag blev taget allerede i 300 tallet -
altså længe før kristendommen kom til Danmark, men der er næppe
tvivl om, at kirkefædrene skelede til, at det i forvejen var
tidspunktet for årets største fest, idet man overalt har haft
tradition for at feste, når det gik mod lysere tider.
|