Kulturkanon for arkitektur

Frederiksstaden
København, 1749 -
Tegnet af: Nicolai Eigtved (1701-1754)



Relief til minde om Nikolai Eigtved og Frederiksstaden
Frederiksstaden er et af de betydeligste nordeuropæiske rokokoanlæg. Den er udviklet langs Københavns havn på et grundstykke med klare grænser. Gadenettet er retvinklet, og planens hovedakser mødes i en ottekantet plads, hvor fire ensdannede palæer er placeret i pladsens diagonaler. Pladsens centrum er markeret med Salys rytterstatue af Frederik V. Kirken danner udgangspunkt for tværaksen, der forbinder den centrale plads med havnen. Bydelens borgerhuse er udført efter et facadeskema, hvor de enkelte huse er symmetriske og har en ensartet etageopbygning, som giver gennemgående vandrette linjer i gadeflugten. Frederiksstaden udgør i kraft af enkle hovedgreb en robust og nuanceret bymæssig helhed af åbne og sluttede rum.

I Frederiksstaden udfoldes grundlæggende dimensioner i arkitekturen til en samlet fortælling. Det er en fortolkning af stedet og af samfundet, der bringes sammen til et symbol i byrummets arkitektoniske komposition. I den rumlige sammenstilling af havn, plads, statue og kirke forbindes billedet af samfundets hierarki med havet og himlen. Pladsens vandrette plan er i pagt med horisonten, og den diagonalt stigende flugt fra rytterstatue til kirkekuppel forbinder stedet med himlens åbning. Fortællingen om byen, borgeren, samfundet og det guddommelige, det fælles værdi-grundlag, er klart og enkelt udfoldet igennem en fuldendt beherskelse af arkitekturens virkemidler.

Uden om den centrale fortælling står Frederiksstadens sluttede gaderum med åbne perspektiver imod det fri


 

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget