Manden, som går på stien, er firskåren og indhyllet i en mørk kappe. Det yndefulde rosa morgenlys har han bag sig, men foran tårner et sort træ sig op. Træet fylder halvdelen af billedet og danner et voldsomt kors med horisonten. Grene, kviste og enkelte blade fylder den lyse himmel med sort netværk. Så skarpt, som var det mandens nervetråde.

Én kvist, ét blad er malet af gangen. Den ene neurit ved siden af den anden. 

Så måske har Købke, mens han stred med billedet og ventede på, at den gode Gud skulle få billedet til at lykkes, malet sig frem til at se sin egen alt for store følsomhed.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget