Asger Jorn havde vendt Danmark ryggen for i fremtiden at arbejde i udlandet, da han i flere perioder fra 1957 (1956) og frem til et par uger før sin død i 1972 malede Stalingrad, der bl.a. også har haft titlerne Ingen mands Land og Modets sindssyge latter. Picassos Guernica ligger et sted bagved, men maleriet er ikke mindst baseret på en italiensk vens beretning om sin deltagelse i kampen ved Stalingrad, der skulle blive en af de mest brutale enkeltbegivenheder i 2. verdenskrig.

Kunstneren samlede hele sit indtryk af krigens væsen i selve malerprocessen, der med sine tykke farvelag er en psykisk udladning, en slags handling i stedet for fremstillingen af en handling, der fastholder krigen som en tilstand, der allerede dengang overgik den menneskelige forestillingsevne.

Det var bagefter, som om Stalingrad kun eksisterede som en vældig slagmark, hvor alle spor af mennesker og civilisation er ved at blive væk under lagene af sne. Man aner konturerne af en krop og skimter måske spor af et ansigt, men bag ved overfladen skjuler der sig et væld af udbrud og tilstande, der allerede er på vej ned i glemslen. 

Jorn fastholder krigens væsen som en tragedie med vanviddet i sig og totalt blottet for heroiske elementer.  Det vældige maleri er et personligt rystet dokument på et tidspunkt, hvor den kolde krig og atomkapløbet var begyndt at true med endnu større ødelæggelser. Frygten var blevet noget kollektivt og derfor psykisk genkendeligt, som gjorde, at man ikke længere behøvede noget egentlig genkendeligt for at orientere sig. Indholdet ligger i udtrykket, og maleriet er som et smerteligt udbrud i farve fra en kultur, der begræder sin egen undergang.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget