Tilbage i Paris tænkes relieffet i forbindelse med en bar, han beskriver oven i købet baren, de groteske musikanter, de eksotiske skitser, det negativt ladede og det positivt ladede, er en del af værkets kompleksitet.

Om han selv erkendte det absurde i projektet, er tvivlsomt, han har skabt sit eget rum, ikke kun i kunsten, men også om sig selv, jeg skal ikke tolke hver figur symbolsk, det kan læses flere steder, men blot beskrive karakteren.

Der er fire store figurationer, som hver består af to figurer, en dualisme, + og -, de tre er mand og kvinde, den største to halve mænd, formentlig et dobbelt selvportræt, alle figurerne er klart og præcist modelleret som helheden i en ornamental dekorativ stil, baggrunden er et fladt relief med mænd og kvinder i manierede forvredne stillinger, forneden vandrer dette motiv ud som forgrund og danner hele figurer, her bindes relieffet sammen af et vand- og planteornament, det hele er sat op på en mørk marmorvæg og danner hermed sit eget rum, men kunne også være bygget ind i arkitektur som hans barer i Chicago.

Jeg betragter værket med alle sine konflikter, med sine indbyggede svagheder, og dets egensindige skaber, der med dette værk skabte sig et punkt uden for tid og sted, som er uomgængeligt for alle, der lever og lider med kunsten.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget