På et tidspunkt, hvor musik for børn enten var et ekko af bongotrommepædagogik, efterklange af Inge Aasted eller lyden af discountpop, kom Anne Linnet med albummet Go’ Sønda’ Morn’, længe før hun spadserede sig til bestsellersucces ned ad Barndommens Gade. 
   
Pladen er børnemusik, som ikke er forbudt for voksne, fordi sangene trækker på erindringen om en barndom, vi alle ville ønske, vi havde haft – uden at sangene af den grund bliver sentimentale eller virkelighedsfjerne. Det er mundret, melodisk og fuldt af sødme og skrevet på et smittende overskud. Anne Linnet havde lige opløst sit band, Shit & Chanel, havde tidligere på året udgivet den newyorkerinspirerede lp You’re Crazy, havde samme år fået uropført partiturmusik ved NUMUS-festivalen i Århus og var ved at køre sit næste projekt, Anne Linnet Band, i stilling. 
   
Alligevel, eller måske derfor, er Go’ Sønda’ Morn’ tilbagelænet, swingende musik, skrevet af en musikpædagog, men uden løftede pegefingre. Kun spilleglæde, midtvejs mellem Carole Kings singer-songwriter-tradition og Bernhard Christensen. Sange som ‘Sigurd’ (sunget af datteren Eva), ‘Bedst som vi leger’ og ‘Humørsang’ er for længst blevet del af børnehavernes stamrepertoire. Og det bidrager til nærheden, at pladen er indspillet af hende og hendes daværende mand og musikerkollega, Holger Laumann, hjemme på Tjørne Allé i Åbyhøj. 

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.