Selvom filmatiseringen af Ole Lund Kirkegaards populære børnebog fra 1975 var en bestillingsopgave for Søren Kragh-Jacobsen, skabte han og medforfatter Hans Hansen indbegrebet af en dansk børnefilm med Gummi Tarzan. 
   
Historien om den otteårige Ivan Olsen, der får buksevand af bøllerne på skolen, synes at bogstaver opfører sig lidt for meget som myrer, og hvis far er dybt fascineret af Tarzan, er hvermandseje. Men Kragh-Jacobsen tillod sig at digte videre på den og udskiftede de mere magiske elementer (heksen) med mere jordnære (en kranfører) uden at miste kontakten til den fantasi, der er en stor del af børns verden. Filmen er et eventyr fortalt på en hverdagsrealistisk måde, i øjenhøjde med drengen og med så meget lune og veloplagte skuespilpræstationer, at de voksne gerne kigger med igen og igen. 
   
Peter Schrøder er forrygende som den Tarzan-fikserede far, der i virkeligheden selv er ret gummiagtig, og Otto Brandenburg er uforglemmelig som verdens rareste kranfører med filmens skønne morale: “Der er altid noget, man er god til, man skal bare finde ud af, hvad det er”. Kragh-Jacobsen havde allerede demonstreret sine evner for at arbejde med børn i debut’en Vil du se min smukke navle? (1978), men Gummi Tarzan er langt mere helstøbt og gav ham også international anerkendelse, bl.a. UNICEF-prisen ved filmfestivalen i Berlin.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.