Kanon for børnekultur

Kaj og Andrea
1971 ff, 1971, Danmarks Radio, Katrine Hauch-Fausbøll (f. 1945)



Kaj og Andrea er et af Danmarks mest populære underholdningspar nogensinde. DR’s tv-serie for børn med dukkerne Kaj og Andrea blev i første omgang sendt 1971-1976 og er siden genudsendt i flere omgange. Seriens styrke ligger blandet andet i den meget fine tegning af figurerne:
Frøen Kaj er kendt som den drengede, bramfri og jazzelskende bulderbasse, hvis mandlige stolthed let bliver såret, med sammenknyttet frømund til følge. Papegøjen Andrea er den pæne, selvbevidste og feminine med hang til prinsessekroner og tylskørter. Hun ofrer gerne solsikkefrø og egne interesser for husfredens skyld og overbeviser Kaj om, at “… selv om der er forskel på os to, er vi gode venner kan du tro”. 
   
De to arketyper blev i 1970’erne bakket op af to meget flinke voksne, der var en slags forældresubstitut for de små seere: musikeren Povl Kjøller og skuespilleren Kjeld Nørgaard, der “bakkede snagvendt”, legede sanglege med både frø og fugl og lavede forskellige crazy-komiske sketcher. 
   
At serien gjorde et uudsletteligt indtryk på børn, kan ses af at Povl Kjøllers sange midt i 1990’erne fik en tankevækkende kultrevival blandt de unge på 18-20 år, der uanset piercinger og grønt hår nød at synge med på cykelsangen, på sangen om tiden, der er noget mærkeligt noget, foruden alle de andre kendinge fra serien. 
   
Kaj og Andrea blev genoplivet med nye tv-afsnit i 1999 med hjælp fra skuespiller Christine Skou og musiker Ole Kibsgaard. Dukkernes popularitet er intakt blandt de mange nostalgiske voksne, og nye seere lader sig også i dag tryllebinde af den påståelige frø og den velmenende papegøje. Stjerner af Kaj og Andreas kaliber forgår ikke så let!


Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.