Kan man kanonisere en prototype? Måske. Det afgørende for designkanonen er, at den peger frem i verden frem for tilbage i Danmark. Og måske er det nødvendigt at løbe en risiko for at få det til at ske. I et samarbejde mellem Fiberline, arkitektfirmaet Schmidt, Hammer og Lassen og Stuttgarts Universitet er man ved at udvikle et facadesystem i glasfiber, der skaber helt nye sanselige muligheder. Det er i facadens detaljer, man skaber forbindelse mellem ude og inde. Og det er facaden, der beskytter os mod både varme og kulde. 

For hundrede år siden var en facade noget, der var muret op, og selve byggeprocessen, hvor en murer drog omsorg for den bærende konstruktion, og tømrere og snedkere fyldte ud, svarede ganske nøje til den proces, man havde kendt 100 år før, selvom både teglproduktion og tømrer-snedker-arbejde i høj grad var industrialiseret. Man havde ikke rigtig tænkt over, hvordan nye materialer og produktionsformer kunne ændre bygningernes udseende. Det blev Le Corbusier i Frankrig og Gropius og Mies van der Rohe i Tyskland, der gjorde folk opmærksomme på den store forandring, der var sket, og introducerede de lette facader, der skabte mange nye muligheder, rumligt og økonomisk. 

Facadesystemet fra Fiberline kan mange forskellige ting: Det er energieffektivt, holdbart og sundt. Men det er også udtryk for en ny slags skønhed og en gammel drøm. Med translucente stærke profiler kommer vi endnu nærmere drømmen om en let og lys facade, der lukker omverdenen ind i huset.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.