Kulturkanon for kunsthåndværk og design

Flora Danica
1752-1803, flere kunstnere, Den Kongelige Porcelænsfabrik


I 1752 blev G.C. Oeder kongelig professor i botanik på anbefaling af Bernstorff, der var udenrigsminister. Han havde læst i Göttingen og derefter nedsat sig som læge i Slesvig. Men det blev i København, hans eftermæle blev skabt. Øjeblikkelig efter ansættelsen gik han i gang med at planlægge et bogværk, Flora Danica, og en Botanisk Have ved Amaliegade. Begge dele skulle udgøre en kortlægning af den ‘danske’ flora, der på det tidspunkt omfattede Hertugdømmernes, Danmarks, Norges, Islands, Færøernes og Grønlands flora. 

Mens han arbejdede med botanikken, skrev han om bøndernes forhold, og han blev medlem af landskommisionen, finansrådet og finanskollegiet. Da Struensee faldt i 1772, og man nedlagde alle hans råd og nævn, blev Oeder landsforvist til Oldenburg, og i 1776 blev det bestemt, at kun ‘rigtige’ danskere kunne få politisk indflydelse. Men Oeders store botaniske værk levede videre. 

I 1790 besluttede man at forære den russiske kejserinde et porcelæns-stel, udført på den nye kongelige porcelænsfabrik. Kejserinde Katarina døde i 1796 inden de 1802 dele i stellet var færdige, derfor har vi det oprindelige endnu på Rosenborg, og det fremstilles stadig. Man brugte et allerede eksisterende format, Perle, og Johann Christoph Bayer dekorerede det med planter fra floraen i fuld størrelse. I dag er det gjort ‘sødere’ end i den oprindelige udgave, men det er stadig et provokerende underligt porcelæn. For nylig har modedesigneren Annette Meyer brugt det i et usædvanligt papirprojekt.


 

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.