I dag taler man meget om et gennembrud for dansk mode. I virkeligheden er det mest et gennembrud for dansk tekstilkunst, og det er et gennembrud, der begyndte med Marie Gudme Leth. Der var andre i hendes generation: Ruth Hull arbejdede endnu mere eksperimenterende, og Axel Salto, der var en stor fornyer på alle brugskunstens områder, introducerede mange af de nye ideer fra Wien. Men Marie Gudme Leth var en dygtig lærer og formidler, der etablerede en skole for tekstiltryk, baseret på viden og innovation. 

Når man trykker tekstiler og tapeter, er der flere udfordringer: Først og fremmest påvirker det grundliggende materiale det endelige resultat, hør, bomuld, uld virker forskelligt med farverne, og det er en opgave for kemikere at bestemme den ideelle samvirkning af stof og farve. Derfor er tekstilformgivere ofte gode til at samarbejde med ingeniører. Men dernæst er rapporten en stor formmæssig udfordring. Rapporten er det mønster, der gentages ud over stoffet eller papiret, og det er afgørende, at dette opleves harmonisk, hvad enten det er gentagne striber eller tern, eller det er mere komplicerede mønstre, hvor sammenfletningen i sig selv er en poetisk udfordring. I vore dage er disse grundproblemstillinger udvidet til at omfatte strategiske ‘ødelæggelser’ i tekstilet, eller næsten usynlige mønstre. Men intet af dette havde været muligt, hvis ikke Marie Gudme Leth havde haft en vision om en nytænkende, eksperimenterende stoftrykuddannelse i København.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.