Tanken om en udkraget stabelstol i plast blev først undfanget af den tyske arkitekt Mies van der Rohe før 2. verdenskrig, men det blev i Danmark efter krigen, at flere unge designere for alvor begyndte at arbejde med den. Ganske vist blev der skabt flere stole af kunststof, herunder plastik, i slutningen af 1950’erne, både Eero Saariinen og Charles Eames præsenterede skalstole, der er i produktion endnu i dag. Men i alle tilfælde var den skal, man sad i, placeret på en konstruktion i et andet materiale, eller var støbt i en separat arbejdsgang. Drømmen var en stol, støbt i et stykke, og det blev Verner Panton, det lykkedes for. De komplicerede krumninger i stolens fod, sæde og ryg sikrer den konstruktive styrke (selvom den i første omgang var yderligere forstærket). 
 
Verner Panton arbejdede som ung for Arne Jacobsen og var blandt andet med til at udvikle ‘Myren’. Men Panton gik langt videre end Jacobsen i forhold til at skabe et organisk, modelleret formsprog i nye materialer og med usædvanlige, strålende farver. Ud over møbler og lamper skabte han moderne interiører, der ikke lignede noget, man havde kendt før, men som var stildannende for en hel generation. Dermed virkede han som lidt af en provokatør i dansk sammenhæng, og langt det meste af hans livsværk er produceret uden for Danmark – han boede i Schweiz og samarbejdede med virksomheder over hele verden.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.