At bygge et skib er en form for erkendelse. Det er fuldstændig svimlende at forsøge at begribe al den viden, der indgår i et vikingeskib – viden, vi i dag har fordelt på en halv snes forskellige fagligheder. Og viden, der gik tabt i løbet af det 11. og 12. århundrede, da man opgav ambitionerne om et nordeuropæisk herredømme. 

I dag kan vi umuligt vide, hvordan vikingerne har opfattet forholdet mellem form og funktion. Eller mellem dekoration og religion. Var det vigtigt for dem, at skibene var smukke af religiøse grunde, eller af de samme grunde, som vi i dag værdsætter skønhed? Det er umuligt at sige. Men det er til gengæld helt indlysende, at den organiske helhed af konstruktion, form og funktion i “Havhingsten fra Glendalough”, som Vikingeskibsmuseet kalder deres rekonstruktion, er helt utroligt effektiv. 

I dag gælder det også, at rum- og våbenindustrien er foran, når det gælder innovation. Industrialiseringen efter anden verdenskrig, der ændrede alle menneskers levevilkår radikalt, er et resultat af oprustningen under krigen. Rumskibene og hangarskibene er vor tids vikingeskibe – både smukke og rædselsfulde. Behøver vi krig for at skabe fornyelse? Vikingeskibet er smukt, lige meget hvad det har lavet. Og måske er erkendelsen lige så vigtig som krigen i dets opbygning? Det er en central og vanskelig problemstilling, når det gælder design.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.