Vredens dag udspiller sig i et kuldslået dansk præstemiljø i 1620’ernes Danmark.

Det er historien om en lidenskabelig ung kvinde, som har giftet sig med en meget ældre præst, hvis mor er hjemmets dominerende kraftcenter. Pietistisk, skarp som en rageklinge holder hun sin svigerdatter i et jerngreb for at beskytte sin elskede søn.

Tiden er præget af overtro og hekseprocesser, og præsten har beskyttet sin kone ved at undlade at anklage hendes mor for hekseri. Spørgsmålet er nu, om datteren ikke besidder de samme destruktive magiske kræfter, som datiden i den grad frygtede, ikke mindst fordi det var kvinder, der besad de egenskaber.

Carl Th. Dreyer har lagt hele sit mesterskab i skildringen af et intolerant forknudret miljø, hvor mennesker lever under truslen fra Gud sat i scene og misforstået af formørkede og hykleriske mennesker. Trods denne til himlen råbende tristhed rummer filmen også en lidenskabelig kærlighedshistorie, da den unge præstekone forelsker sig i sin mands søn. Her letter Vredens Dag, og lyset tordner ind under birketræerne. Her er det ikke en heks, men en forelsket ung kvinde, som udlever den erotiske og sanselige kærlighed, hendes fornuftægteskab har udelukket hende fra.

Vredens Dag er dog langtfra entydig i personskildringen. Det både snedige og storslåede ved den er, at alle har deres gode og forklarlige grunde til at handle, som de gør. Den kompromisløse Dreyer – dansk films store visionære ener – maler sine billeder som en Rembrandt og får sine skuespillere til at agere nøgent og med en menneskelighed, som taler gennem tiderne.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.