Festen er et familiedrama uden sidestykke i dansk filmhistorie. Den ydre ramme er faderens 60-års fødselsdag, hvortil strømmer en blanding af forpinte børn og mere eller mindre anonyme gæster. Ulrich Thomsen spiller den fortabte søn, som vender hjem fra udlandet for at tage det endelige opgør med sin patriarkalske far, og han vælger at gøre det i fuld offentlighed. I sin festtale afslører han meget direkte, at han og hans afdøde tvillingesøster har været udsat for faderens seksuelle overgreb gentagne gange. Oplysningen er så uhyrlig og uventet, at familien og gæsterne ikke aner, hvad de skal stille op med den, og den kommer til at hvile over resten af aftenen og natten som en uhåndterbar forbandelse.

Vinterbergs og Mogens Rukovs manuskript giver rum for både komiske og højtråbende småkonflikter og det store uforsonlige drama, hvor tilskueren drives fra latter til stum medfølelse.

Festen er den diametrale modsætning til en feelgood-film. Den beskriver kompromisløst mennesker stillet over for det uafvendelige, og smerten i den er af det omfang, ikke engang sandheden formilder. Et af Festens dramatiske højdepunker er morgenmåltidet dagen derpå, hvor faderen, børnemishandleren, tager afsked med sine børn og børnebørn og siger: “jeg ved, det er sidste gang, jeg ser jer.”

Filmen er resultatet af Thomas Vinterbergs leg med kunstneriske spilleregler i Dogme 95, og Dogmekonceptet klæder den. Det løsslupne kamera med de vilde vinkler og skuespillernes frihed til at gå planken helt ud er mesterligt styret af instruktøren og gør Festen til en af dansk films største succeser i indland og udland.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.