Dogmefilmen Idioterne er den mest uudgrundelige film i denne kanon. Filmen er en surrealistisk fabel om en gruppe unge, der bogstavelig talt render rundt og leger idioter, og om Karen, for hvem gruppen og dens mærkelige projekt bliver en sjælelig redningsplanke i en ubærlig, personlig krise. 

Gruppens egentlige formål fortaber sig i det uvisse. Nogle vil gøre grin med borgermusikken. Andre bliver høje på oplevelsen af at finde sin indre idiot. Filmen fremlægger gruppens mærkværdige projekt på en måde, der næsten drilsk opfordrer til tolkninger i alverdens retninger uden selv at afsløre et ståsted. Men filmens strømførende lag er dens hjerteskærende skildringer af de sider af menneskets indre, der ikke lader sig udsige eller dele med nogen, men som trods dette konstant må søge en vej ud af sjælens ubodelige ensomhed. 

De på en gang politiske og psykologiske ingredienser hvirvles sammen i en fortælling, der abrupt veksler mellem intellektuel satire og indfølte personskildringer. Filmens styrke består i den måde, hvor den stærkt allegoriske og åbenlyst konstruerede historie fortælles gennem scener, der lever af autentiske øjeblikke skabt af et hudløst og intenst skuespil. Filmen er båret af et ensemble af skuespillere, der siden er blevet sin generations populæreste med Bodil Jørgensen, Anne Louise Hassing og Jens Albinus i de bærende roller. At sætte skuespillerne i centrum blev et af dogmefilmenes adelsmærker. Først og sidst er filmen dog Lars von Triers personlige værk.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.