Tv-serien Matador er uomgængelig i en kanon for
den lange fiktionsfilm. Matador er den største danske
filmfortælling, der til dato er lavet, og den er en unik præstation.
Gennem 24 afsnit – i alt 27 timer – følger man Korsbæks
beboere i et lille stykke Danmarkshistorie, fra det lokale
borgerskab vækkes af sin Tornerosesøvn ved den driftige Mads
Skjerns ankomst i 1929, til det moderne liv for alvor sætter
ind i 1947.
Den elementært underholdende og humoristiske historie er
skrevet til tv af journalisten Lise Nørgaard og er inspireret
af hendes barndoms erindringer fra Roskilde, men også en af
tidens mest markante skribenter, Paul Hammerich, bidrog. Helt
afgørende er Erik Ballings instruktion. Han har præget den
folkelige del af dansk film gennem en menneskealder, og serien
markerer hans kunstneriske højdepunkt.
Matador blev fulgt af rekordstore skarer af tv-seere på
statsmonopolet Danmarks Radios Fjernsyn, og efterhånden som
tv-serien skred frem, blev Korsbæks beboere en uundværlig del
af danskernes “filmfamilie”.
Et stort galleri af de mest folkekære skuespillere optræder og
leverer flere betydelige præstationer. Serien har et skarpt
blik for kvindernes gryende frigørelse og borgerskabets
indspiste bigotteri, selvom dens genretro happy end præges af
en postuleret harmoni mellem de forskellige sociale klasser. Men
Matadors egentlige genistreg består i, at den favner både
Danmarks store samfundsændringer og Korsbæks enkelte
indbyggeres liv i en enkelt udformet, storladen episk fortælling.
Spillelængde
og manuskriptforfatter på de enkelte afsnit:
1: 45 min., 2: 41 min., 3: 50 min., 4: 55 min., 5: 60 min., 6:
56 min., 7: 74 min., 8: 77 min., 9: 65 min., 10: 65 min., 11: 73
min., 12: 82 min., 13: 84 min., 14: 73 min., 15: 73 min., 16: 86
min., 17: 80 min., 18: 80 min., 19: 58 min., 20: 62 min., 21: 59
min., 22: 58 min., 23: 63 min., 24: 82 min.
I alt: 1601 minutter.
Instruktion:
Erik Baling.
Manuskript: Lise Nørgaard (1, 4, 6-8, 10, 12-14, 16, 18-24).
Paul Hammerich (5, 9, 17).
Karen Smith (3, 8, 15).
Jens Louis Petersen (2, 11).
Producent: Nordisk Film a/s for Danmarks Radio.
Teksten er
kanonudvalgets begrundelse for valget.
|