"Jeg vilde give alle mine hundrede Aar, jeg har at leve i, for blot een Dag at være et Menneske og siden faae Deel i den himmelske Verden!”
 
Den Lille Havfrue er i puberteten og tiltrukket af menneskenes verden. Hendes bedstemoder har fortalt hende, at havfolk lever tre hundrede år, hvorefter de bliver til skum på vandoverfladen. Mennesker, derimod, lever kort, men har en udødelig sjæl. Havfruen kan få del i “den himmelske Verden”, hvis et menneske elsker hende, men sønderlemmelsen er forudsætningen for prinsens kærlighed. Havheksen skærer hendes tunge ud som løn for at hjælpe hende af med fiskehalen. Den lille havfrue redder prinsen i stedet for at lokke ham ned i dybet, hvorfra hun kommer. Når hun kun kan tale til ham med øjne og bevægelser, kan hun dog ikke opnå hans kærlighed. Men som andre retfærdige hos Andersen får hun endnu en mulighed. Hun kan blive havfrue igen ved at dræbe prinsen. Hun vælger i stedet at kaste kniven i havet, og gennem dette definitive afkald bliver hun én af luftens døtre, der selv kan skabe sig en evig sjæl gennem gode gerninger. Det vil tage tre hundrede år, men de lyttende børn kan forkorte prøvelserne ved at opføre sig ordentligt i de familier, hvor historien læses op.

Eventyret er inspireret af mundtlig folkelitteratur og af samtidig digtning. Fra Undine (1811) af den tyske forfatter Friedrich de la Motte Fouqué er lånt havfruens længsel efter en udødelig sjæl og hendes opløsning i bølgerne.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.

Læs eventyret om Den lille havfrue