"Festens Pragt og Toner, Mændenes Hyldest og Beundring, hun skred hen derover som var det et Skarlagenstæppe, bredt ud for hendes Fod at træde paa.”
 
Marie Grubbe er fortællingen om en adelig pige fra 1600-tallet, der når til tops ved hoffet i København og siden ender som udslidt færgekone. Marie er en oprører, der bryder ud, først af det kuldslåede hjem hos faderen på herregården Tjele, siden af et celebert, men goldt ægteskab, der har givet hende al den ydre pragt, som den stolte og ærgerrige hovedperson ellers ikke er blind for. Marie former sit liv efter sin egen vilje, og den kommer til udtryk gennem hendes seksualitet. Alligevel er det ikke bare historien om en femme fatale og hendes skiftende mænd. Det er snarere beretningen om et ensomt menneske, der trodser sine omgivelser i forsøget på at finde sit indre jeg, og betaler prisen for det.

Det er en autentisk historie, der fortælles. Tidligere havde Holberg, Blicher og H.C. Andersen skrevet om den rebelske Marie. Men selv om J.P. Jacobsen vender blikket bagud, er det en roman, der peger fremad. Europæiske forfattere som Rilke, Thomas Mann og T.E. Lawrence blev inspireret af den danske forfatter, der døde som 38-årig og kun efterlod sig to romaner samt en håndfuld noveller og digte.

Portrættet af Marie Grubbe indvarsler en ny tids ændrede forhold mellem mænd og kvinder. Maries følelser blotlægges i sansenære punktnedslag adskilt af episke spring, som løsrevne mosaiksten, der tilsammen antyder en livshistorie. Jacobsen er på én gang illusionsløs og intenst medlevende i sin skildring af en frigjort kvindes ubændighed og vildfarelser, og det hele sker i sproget: en bevidsthedsstrømmende, atmosfæremættet og detaljerig prosa, der låner træk fra barokken, såvel i dialogen som i ambitionen om at drive den lyriske beskrivelse til at indfange de mindste indtryk og bevægelser i et rastløst, lidenskabeligt sind.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.