“Hvem er det der fortryller dette møde med strejf af sjælefred og søde løgne og sommersyner af forsvundne døde?”
 
Inger Christensens Sommerfugledalen, bestående af 15 sonetter, er ét udeleligt værk, fordi det er sammenkomponeret efter den såkaldte sonetkrans’ meget kunstfærdige regler. Sonetten er et stærkt bundet digt, der består af fjorten linjer, men i kransen af sonetter skal den sidste linje i én sonet og førstelinjen i den følgende være identiske. Og den femtende sonet, med rette kaldet mestersonetten, skal så udgøres af førstelinjerne fra de 14 foregående.

At dette yderst krævende formmønster ikke i sig selv opsluger al den kunstneriske energi, er en af de forunderlige ting ved Inger Christensens værk. Det har en umiskendelig tone, som forfatteren selv fastlægger ved at tale om et rekviem, dvs. et dødsdigt. Og digtets dødserfaringer er uafviselige som dets melankoli. Men oprøret imod døden er den gennemgående modtone igennem sonetkransen, hvori det er sommerfuglenes livscyklus, der udgør den tematiske billedverden. Sommerfuglenes forvandlingsrække (metamorfose) fra æg over larve til puppe og til farvestrålende vinget insekt giver digtet en lysende, æterisk anskuelighed. For nok trækker døden og forgængeligheden alting ned i det sorte og forskelsløse, men hvad er det for en kraft, der ud af denne opløsning atter og atter sætter de lysende sommerfugle i verden? Og på hvilken måde afbilder denne forvandlingsrække den menneskelige bevidsthedsproces, hvorved forsvunden fortid rejser sig lysende og bevægende i erindringen?

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.