Rued Langgaards hovedværk blev afvist de gange, han indsendte værket til Det Kgl. Teater. Han fik kun hørt to af billederne i en radioproduktion en gang i 1940’erne. Værket blev opført første gang i en koncert-salsversion i 1980. Men først i 2002 kom den første danske sceniske opsætning i Ridehuset på Christiansborg. Det blev en københavnerbegivenhed med en interesse, som minder om, hvad man inden for rockmusikken kalder en kultbegivenhed.

Det må have været selve værkets titel og dens associationer, der har stået i vejen for det i Danmark. Men Antikrist er ikke kirkemusik og knap nok ‘religiøs’ musik. Det ser vi i dag, hvor tiden er kommet for værket. Både på den måde, at vi kan høre det helt minutiøst udarbejdede partitur på grænsen mellem senromantik og modernisme, og navnlig på den måde, at Antikrist-symbolet kan opfattes som udtryk for menneskelige holdninger. Det menneskesyn, der planlægger sig ud af livet, og hvor individet isoleres mere og mere, er i Rued Langgaards værk formet af en musik, der danner store, uberegnelige formationer af toner. I detaljen kan musikken minde om, hvad man finder i udlandet på samme tid, men i selve sin form, fremdrift og tidsfornemmelse har værket ikke noget sidestykke. Det skyldes formlen for Langgaards musik, selvom han aldrig selv har formuleret den: Hvad der engang var form i musik, skal nu være billede.

Dvd’en fra 2005 med Langgaards opera har fået overstrømmende anmeldelser i udlandet.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.