H.C. Lumbye er det bedste eksempel i dansk musik på bevægelsen
fra det populære og underholdende, som al kunst begynder med,
til mere komplicerede former. Ganske vist var Johann Strauss –
den ældre, altså, ikke wienervalsenes Strauss, hans karriere
forløber parallelt med Lumbyes – et forbillede. Men Lumbye
skabte i Tivoli en særlig dansk version af den musik, hvor de
almindelige populære danseformer løftes ind i
symfoniorkestrets verden.
De største
perler er galopperne med deres hurtige tempi og næsten
uendelige melodiske opfindsomhed. Champagne-galoppen er yderst
kendt, men det er stadig en gåde, at Lumbye så tidligt kunne
finde på at bruge en xylofon i symfoniorkestret, det skete først
et par årtier senere i udlandet.
De to andre
galopper – én mere kendt, én knap så kendt – er enestående
eksempler på, hvordan den vågne og idérige komponist kan
forene galoppens tempo med et så træffende tonemaleri, at man
stadig undres. Han kan komponere musik om den daværende verdens
helt nye opfindelser: Det er virkelig musik til tiden.
Teksten er
kanonudvalgets begrundelse for valget.
|