Maskarade behøver egentlig ingen introducerende ord. De fleste bliver simpelthen revet med af musikken fra første takt i ouverturen. Og den melodiske intensitet og tilsyneladende uendelige opfindsomhed holder sig hele værket igennem. Vilhelm Andersens gendigtning af Holbergs tekst åbner i sammenhæng med musikken til flere lag end hos Holberg. Der er for det første komedien, intrigen, den gamle orden, der afløses af den nye. Men for det andet er maskeraden også symbol på musikken selv, musikken og dens indtog i den danske sjæl, når alt er ved at gå til i kedsomhed, fantasiløshed og nydelighed. For det tredje er maskeraden også symbolsk udtryk for frihed og lighed, for demokrati – et ord, der ellers sjældent bliver opfattet som et musisk ord. Og endelig som det fjerde, er maskeraden “det”, der hører op, når demaskeringen kommer til sidst – Maskarade er også det at leve, mens man gør det og tør det. Al den dybsindighed hvirvler af sted med de mest vidunderlige melodier i fest og komik – i et under af en opera.

Her 100 år efter operaens premiere ser det ud til, at man i udlandet også er ved at få øjnene op for dens kvaliteter med opførelsen sidste år ved festspillene i Bregenz og på Covent Garden i London.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.