Værsgo udkom i 1973 og dumpede ned i en kuldslået og forvirret tid med oliekrise, arbejdsløshed, jordskredsvalg og EF-spørgsmål, og hvor begreber som fællesskabsfølelse og solidaritet var under pres. Albummet holdt imidlertid fanen højt ved at hylde netop disse folkelige egenskaber. Bag musikken fornemmede man et stærkt fællesskab mellem Kim Larsen og hans musikalske venner, der jammede og hyggede sig gennem albummet. Lytteren blev til en del af dette fællesskab, fordi Værsgo inviterede alle og enhver, der gad lytte, helt indenfor i stuen, hvor Larsen og gutterne så at sige lige greb guitarerne og gav et par sange, deriblandt ‘Joanna’, ‘Blaffersangen’ og 15 andre små perler. Og albummet emmede af solidaritet – med Larsens eget miljø på Christianshavn (og dets i mere end én forstand skæve eksistenser) såvel som med den urbane, folkelige tradition, han selv var rundet af. Derved trak Værsgo en linje tilbage til 1960’ernes troubadourer som Cæsar, Per Dich og Povl Dissing og pegede samtidig frem mod navne som Jan Toftlund og Lasse Helner. Og det har i 2005 fået en ny generation af sangere til at hylde albummet på antologien Værsgo 2 med genindspilninger af alle sangene.
   
Sangenes uformelle og underspillede karakter bragte dem i øjenhøjde med hverdagslivet i en grad, så man efter afslutningsnummeret, ‘Christianshavns Kanal’, kan høre Larsen sige til teknikeren på den anden side af glasruden: “Der var altså et par kiks – øh, det kan godt være, man ikke kan høre dem”. Han havde helt ret: Man kunne – og kan – ikke høre dem. Dertil er sangene på Værsgo for eviggyldige og slidstærke. Og man fornemmer fortsat deres vitalitet, hver eneste gang man lader Larsen invitere sig indenfor.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.