Historien om den melankolske Svante med den fede vom blev populær næsten med det samme, da Benny Andersens Svantes viser udkom i bogform i 1972. I bogen var indlagt en række sange, som musikkyndige læsere kunne synge og spille. Men viserne fik først for alvor deres egen identitet, da Benny Andersen året efter, ved produceren Peter Abrahamsens mellemkomst, fik overtalt en noget modstræbende Povl Dissing til at indsynge dem på plade med forfatteren selv på klaver samt en lille gruppe musikere med bl.a. Peter Bastian på fagot. Disse viser fra en fiktiv eksilsvenskers tilværelse udsat for lavt selvværd, alkoholisme og tragikomisk isolation ramte en nerve hos danskerne og har gjort det siden. Også selvom Svante kalder Danmark “et lille, neurotisk land beboet af smilende gale” og begår en grum parodi på fædrelandssangen ‘Vort modersmål er dejligt’ med titlen ‘Muddermålet’. 
   
Det er især ‘Svantes lykkelige dag’ med omkvædslinjen “om lidt er kaffen klar,” der har sikret Svantes viser en solid plads i den nationale bevidsthed. Såvel visen som Benny Andersen selv er af mange efterfølgende blevet gjort til indbegrebet af danskhed, måske på grund af visens fokus på hyggen, den rituelle kaffelavning og forventningens lille hverdagsglæde. Men Svantes viser var for resten overvejende skrevet ind i en svensk tradition, musikalsk såvel som tekstligt. Sætter man pladen på i dag, bliver man slået over den friskhed, der er i Povl Dissings sangforedrag og i arrangementerne. Og allerede med de første molakkorder i åbningsnummeret, ‘Lille sang til Nina’ om den uopnåelige elskede, er man fanget ind.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.