Otte måneder før 2. verdenskrigs start holdt Det Kongelige Teater premiere på det, der for eftertiden står som dansk teaters væsentligste modstandsdrama. At der er tale om et politisk skuespil, går imidlertid gradvist op for tilskueren, for dramatikeren Kjeld Abell forstår at disponere sine dramaturgiske virkemidler og lader Anna Sophie Hedvig begynde i det velkendte og trygge. Vi er til middagsselskab hos det københavnske borgerskab, da værtsfamilien får uventet besøg af en fjern slægtning i skikkelse af Anna Sophie Hedvig. En uanseelig lærerinde fra provinsen, der under kaffen afslører, at hun har slået et andet menneske ihjel. Hun har taget livet af tyrannen i sin egen lille verden, den onde skolebestyrerinde, fru Møller. “Må vi ikke forsvare vores små verdener? Er det ikke dem, der tilsammen udgør den store?” spørger Anna Sophie Hedvig, idet hun som Abells talerør langer ud efter den slappe danske passivitet over for den fremvoksende fascisme. Det er skuespillets styrke, at det ikke afslører sit budskab med det samme. 

Gennem sin indledende satire og sin raffinerede anvendelse af et fortælleteknisk æskesystem foretager Abell en genreglidning fra lystspil til teaterkrimi. Det muntre anslag, der lever af sin genkendelige udlevering af borgerskabets små bekymringer – høns i peberrod eller lammekoteletter – er kun maddingen på krogen. Ikke så snart har vi bidt på, før Abell konfronterer os med det spørgsmål, der ikke er blevet mindre aktuelt, siden stykket blev skrevet: Går du med skyklapper over for de udemokratiske strømninger i den samtid, du selv er en del af?

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.