I 1974 gennemfører den Christianiabaserede teatergruppe Solvognen en 8 dage lang aktion mod arbejdsløsheden. Julemandshæren, kalder de den. Ikke bare fordi den løber af stabelen i dagene op mod jul, men fordi den tager afstand fra den kapitalistiske juls konsumterror. Julen som superborgerligt ritual og følelsesmæssig skuffelse. 

Forklædt som julemænd uddeler de medvirkende historiebøger til skoleelever, synger for de gamle på plejehjemmene, og på Politigården forærer de beredskabsstyrelsen en juleplatte. Men så er julemanden færdig med at være sød og rar. Nu skal det være alvor, og julemændene beslutter sig for at gå i flæsket på den amerikanske bilfabrik General Motors, der netop har besluttet at nedlægge virksomheden i Danmark, hvor arbejdslønnen er for høj. 

Da den hvidskæggede hær pludselig dukker op i Magasin og begynder at forære varerne bort, går aktionen i dialog med hele befolkningen. “Glædelig jul”, råber de “I dag er der ingen, der skal betale.” Børnene græder ved synet af julemændene, der bliver ført bort i salatfade, og de sidste insisterende julemænd går i banken, hvor de forsøger at optage et lån på 50 mio. kroner. De kræver kapital til folkets behov.  

Smilet i København stivner, efterhånden som Julemandshæren viser sit sande ansigt: Aktivisme på grænsen mellem civil ulydighed og teater. Det aktivistiske teater er antitesen til det normale teater, idet gentagelsen og indøvelsen er en del af teatrets kunstige virkelighed. Med andre ord er det konservative element uløseligt forbundet med teaterkunsten. Julemandshæren forsøgte at sprænge disse æstetiske rammer, og det er for dette snigangreb, vi her hylder dem.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.