Majonæse fra 1988 chokerede publikum og anmeldere med sin ublu menneskelige hæslighed. Dramaet er først og fremmest et familiedrama, dernæst et underklassedrama og til sidst et sprogligt eksperiment i den gode gamle tradition: Dramatikeren der fungerer som et sprogligt overtryk i nogle undertrykte figurer, hvilket igen skaber en underholdende trykubalance mellem rolle og skuespiller, scene og virkelighed og mellem rollens psyke og sprog. Der er lagt op til teater. Men med hvilket budskab?

Lige siden den danske befolkning i form af Jeppe på Bjerget vågnede op i baronens seng og derfor blev stillet ansvarsløs over for sin egen fuldkomne magt, har der i den nationale fortælling været gevinst ved at søge nedad i samfundsklasserne for at finde den menneskelige og civilisatoriske sandhed om vort land. 

Majonæse rammer derfor et sigtepunkt, der groft sagt forbinder Holbergs underklasseidioter med Soyas Parasitterne med 1970ernes socialrealistiske tv-teater. Men Ørnsbo siger stop: Trekantsligningen Underklasse=Grimhed=Sandhed er hos Ørnsbo så ekstremt udpenslet – sønnen i huset tjener penge til familien ved at kaste sig ud foran biler, søsteren sexafpresser penge ud af rigmænd, der desværre også er snotspisere, alle bader i samme badevand, og ingen kan tale, nærmere grynte – at den egentlige lære hos Ørnsbo er: Stop den nationale fortælling. Der findes ingen nation, kun mennesker, værre og mere beskidte end dyr. Og det er vi da alle enige om.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.