August Bournonville skabte i 1836 Sylfiden efter en fransk ballet, som han tolkede personligt, og med ny musik af Herman S. Løvenskiold. Den er gennembrudsværket for den romantiske ballet. Med sine hvidklædte, svævende og overjordiske sylfider løfter den tilskuerne ind i et andet univers. Sylfiden spejler sin tid og rammer dybt i romantikkens idéverden, men dens problematik er stadig medrivende for et publikum af i dag. Sylfiden handler om eksistentielle valg i tilværelsen, om drømme og smerten, når drømmene brister. 

Sylfiden foregår i Skotland, hvor den unge James på sin bryllupsdag løber til skovs med en sylfide. Han forlader den borgerlige og trygge tilværelse til fordel for en dristigere satsning, og han går under. Romantikerne var fascinerede af det erotiske, som de fandt tiltrækkende, men også farligt, for erotik kan lægge skæbner øde. Sylfiden er et dybt passioneret værk, og det berører os stadig smerteligt, når James knuses, idet han forsøger at gribe efter sin drøm. Sylfiden viser romantikernes opfattelse af mennesket som et dobbeltvæsen, bestående af sjæl og krop, og det er kroppen, der tynger mennesket i flugten mod det himmelske.

Med sin splittelse og sin tragik er Sylfiden ikke typisk for Bournonvilles balletverden, der domineres af solskin som i Napoli (1842). Men den er den største Bournonvilleballet. Med sin menneskeskildring og sin skønhed er den ikke bare den ypperste ballet i det danske klassiske repertoire. Også internationalt hører den i dag til blandt de største.
 
Sylfiden blev opført første gang på Det Kongelige Teater den 28. november 1836

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.