Gunnar Aagaard Andersen var en af de helt store fornyere i dansk kunst efter 2. verdenskrig. Han eksperimenterede utrætteligt med udtryk og materialer og brød med alle genregrænser. Hans polyetherskumstol fra 1964 kan blandt andet findes – defineret som kunstværk – på MoMA i New York. Herhjemme står den på Kunstindustrimuseet og er et møbeleksperiment. 

Polyether var dengang et nyt materiale, der fascinerede mange kunstnere internationalt, ved at det kunne formes på helt nye måder. Man kan skumme det op, så formen bliver mere som en flødeskumsanretning, eller man kan som den amerikanske Claes Oldenburg eller den noget yngre dansker Susanne Ussing skumme det ind i poser og forme, der så får fascinerende, delvist uforudsigelige og bløde former. Blødt var meget grænseoverskridende dengang, før flowerpower tog fat, og Aagaard Andersens stol fik en meget langtrækkende, international indflydelse da popart og postmodernisme slog igennem fra slutningen af 1970’erne. 

Aagaard Andersen bidrog på mange måder til udviklingen af dansk møbelkunst. I en årerække gik han sammen med Hans Wegner på PP Møblers værksted og udførte eksperimenter, hvoraf en lille skammel blev et populært produkt. Og en hel generation af yngre kunstnere og designere hentede inspiration i hans metoder og former – for eksempel var han den første, der skabte den form, der senere blev Pantons plaststol – i tråd og avispapir.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.