Det virker knap som en tilfældighed, at en filmatisering af en roman af Martin Andersen Nexø, den centrale forfatter i dansk litteraturs sociale gennembrud, også blev hovedværket i dansk films sociale opvågning i 1940’erne. Bogen er en bastant anklage mod et samfund, som ignorerer dets svageste, men i hænderne på dokumentaristen Bjarne Henning-Jensen nedtones det politiske til fordel for det menneskelige, uden at det realistiske eller sociale engagement formindskes. 

Filmen udspiller sig på landet i 1800-tallet og tager sin handling fra romanens første del, hvor Ditte fødes hos en fattig fiskerfamilie som uægte barn af gårdejerens søn. Hun vokser op med mere kærlighed end mad hos sin elskelige bedstemor, men da moderen gifter sig og får flere børn, følger Ditte med. Men det er bare starten på hendes livslange kamp i en verden, som intet har til overs for dem, der står nederst på den sociale rangstige. 

Set med nutidens øjne kan filmen ikke helt undgå at virke lidt naiv, lovligt sort-hvid i sin moral og ikke mindst overdramatisk i sin brug af musik. Men den er ikke mindre rørende, dens budskab brænder stadig klart igennem, og de idylliske naturoptagelser er uforglemmelige. 

Ægteparret Henning-Jensen (her er Astrid instruktørassistent) demonstrerer her for første gang deres indfølte instruktion af børn, og filmens få scener af uforstyrret leg viser ikke bare frem til deres egne film De pokkers Unger (1947) og Palle alene i Verden (1949), men også til Alice O’Frederiks’ serie om Far til Fire.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.

Ditte Menneskebarn er ligesom Pelle Erobreren baseret på en roman af Martin Andersen Nexø