Denne stumfilm er moderne, dansk hverdagsrealisme, når den er bedst, fyldt med præcise iagttagelser af livet i storbyens kernefamilie og med et særligt blik for, hvordan en enkelt persons tyranni kan drive de andre til vanvid og blive en bombe under samlivet. Læg dertil ironi og understated humor, og det er svært at tro, at den patosfyldte Carl Th. Dreyer står bag. Men han er som den eneste instruktør repræsenteret med to film i denne kanon, og denne film viser en sjældent set side af hans mesterskab.

Filmen skildrer livet inden for hjemmets fire vægge i en lille familie, hvor ægtemanden gradvist har udviklet sig til en utålelig tyran, der hidser sig op over alt fra smørrets tykkelse på brødet til Piphans’ kvidren. Til sidst bliver det så slemt, at den selvopofrende hustru bryder sammen, og familiens ældre kvinder beslutter sig for at tage affære og give tyrannen en lærestreg.

Filmen giver et uvurderligt indblik i kvindernes dagligdag i hjemmet, som den formede sig for 80 år siden. Vi ser i detaljer, hvordan der laves mad, dækkes bord, hænges tøj til tørre, og hvordan børnene bliver hørt i lektier. Særlig morsom er skildringen af magtkampen mellem ægtemanden og hans gamle barnepige, under hvis skrappe blik hans værdighed gradvist krakelerer, så han til sidst selv ender i den skammekrog, han i begyndelsen forviste sønnen til.

Der kan trækkes direkte linjer til dansk film det seneste årti, selvom hovedpersonen i denne film trods alt er mindre skurkagtig end familiefaderen i dogmefilmen Festen.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.