Det er længe siden, den danske sang var en ung blond pige. I tilfældet Carsten Valentin Jørgensen er den en misantropisk og sylespids iagttager af ikke bare Danmark, men den egoistiske bagside af det danske sindelag.
   
Tidens tern udkom i 1980 efter roste albums som f.eks. Storbyens små oaser. Og gav ham hans værste og bedste stund. Han hader nemlig offentlighed lige så meget, som han elsker musik. I Billy Cross fik C.V. Jørgensen en producer og medkomponist, der finsleb musikken, så den blev forræderisk skarp som det uskyldigt udseende barberblad. Og Cross fik C.V. til at indse, at han hidtil forgæves havde forsøgt at blive del af et band. Nu stod han ved sig selv, og i fokus stod hans raspende Dylanfarvede stemme, fuld af dobbelt- og klangbund. 
 
Tidens tern er en rockmusikalsk forlængelse af Svantes viser, men med giftigere brod. ‘Costa del sol,’ flamencoen om de danske skatteflygtninge, blev årets hit, og det siger alt om sangens styrke, at den også blev det på Costa del sol, hvor de skrålede med på at have det herligt “i vort nynazistiske og asociale sammenhold.” ‘Guerillarock’ kunne man kalde denne mainstreamunderminerende musik.
 
Men når ‘Costa del sol’ er sunget færdig, er der plads til større sange som ‘Sæsonen er slut’ og ‘Amor & den sidste pil’, hvor sproget med en rifbjergsk sanselighed i sig selv bliver melodibærer. En danskhed med samme farlige sarthed som et edderkoppespind.

Teksten er kanonudvalgets begrundelse for valget.