Córdoba La Mezquita, Andalusien, Spanien |
|
Selv om Sevilla i dag er Andalusiens hovedstad, er Córdoba på mange måder provinsens historiske hovedstad. I Spaniens muslimske æra blev Córdoba gjort til hovedstad for det selvstændige Al-Andalus i 756, men allerede fra 711 var byen den centrale by for maurernes vestlige erobringer. Córdoba blomstrede i de følgende tre hundrede år og havde i sine velmagtsdage næsten dobbelt så mange indbyggere som i dag, hvor der bor omkring 300.000 indbyggere (cirka det samme som Århus). |
Allerede forud for maurernes ankomst var Córdoba dog en af Middelhavets vigtigste byer, idet den også var militært hovedkvarter under Romerriget og senere hovedstad for den romerske provins Baetica, som omfattede både det nuværende Spanien og Portugal. Córdobas vigtigste turist-attraktion - og den vigtigste grund til, at mange turister kommer til byen, er La Mezquita, som også er optaget på UNESCO's liste over Verdens Kulturarv. Det religiøse monument kaldes også for Domkirke-Moskéen, da den er en besynderlig blanding af en moské og en katolsk katedral, og den er - sammen med Alhambra det vigtigste monument over Spaniens muslimske fortid. Domkirke-Moskéen breder sig over mere end to hektar, og den var i sin tid den største moské udenfor Mekka. Bygningerne omkranser en smuk brolagt gård - Patio de los Naranjos - med appelsintræer og palmer samt fontæner, som oprindelig blev brugt til at vaske fødder og hænder før bønnen. Appelsinlunden virker som en levende introduktion til moskéens hovedrum Mihrab som ligger lige indenfor til højre af en indgang, man knap bemærker, når man går ind i kompleksets gård. Det er en smuk søjlehal som selv i dag - hvor moskéen har været ude af funktion i over 700 år - udstråler en meditativ religiøs stemning selv for kristne. Man går næsten som i en indendørs skov blandt de mange søjler, og forestiller sig let den imponerende forestilling det har været, når hundreder af bedetæpper blev bredt ud på gulvet. |
Moskéen er oprindeligt bygget ovenpå en vestgotisk kirke, og det kan ikke undre, at de kristne tog hævn, da de atter kom til magten. Det var dog først i 1500-tallet, at Carlos d. 5 - ligesom på Alhambra - fik sat et solidt fodaftryk på det elegante muslimske bygningsværk. Midt i moskéen fjernede han halvandet hundrede søjler og byggede en domkirke, som for at føje spot til skade er opført i en blanding af både Gotik, Renæssance og Barok. Man skal lede længe efter et så malplaceret bygningsværk, og det hævdes endda, at selv bygherren Carlo d. 5. var chokeret over resultatet, da det endelig var færdigt. Over domkirken er bygget en kuppel, og udenfor kan man se et lidt besynderligt sammensat kirketårn, som er rejst over den oprindelige moskés minaret. |
Umiddelbart nedenfor Domkirke-moskéen går den monumentale romerske bro over floden Rio Guadalquivir, som deler Córdoba i en gammel og en nyere del. |
Bag La Mezquita ligger Cordobas gamle bydele. Nord for kirken ligger det jødiske kvarter, som pudsigt nok er den mest velbevarede bydel fra den muslimske periode. Her ligger blandt andet den ene af Spaniens kun to tilbageværende synagoger. Øst for det jødiske kvarter ligger det muslimske kvarter, som omfatter et labyrintisk virvar af små gader, man også bør unde sig selv at cirkulere lidt rundt i. Den gamle bydel rummer også flere rigtig gode restauranter, heriblandt det kendte store spisested Bodegas Campos. |
Også andre huse i Córdoba er inspirerede af Andalusiens muslimske fortid. Her en turist- og souvenir-butik |
Kort over Andalusien Se hvor Málaga, Seilla, Côrdoba og andre vigtige byer ligger i forhold til hinanden. |
Alhambra En af Europas smukkeste bygninger ligger også i Andalusien - i Granada. |